I planteanatomien opdeler man cellerne i to grupper efter deres form, nemlig de parenkymatiske og de prosenkymatiske. Parenkyrnatiske celler er tyndvæggede og ofte mere eller mindre kubiske eller tændstikæskeformede, mens prosenkymatiske celler er tilspidsede i begge ender. Parenkymatiske celler kan have mange forskellige funktioner, og parenkym er derfor en samlebetegnelse for alle de væv, der består af parenkymatiske celler. I praksis udgør parenkymvævet hovedmassen af plantelegemets indre opbygning.
Grøntvæv består således af parenkymceller med mange grønkorn og fotosyntesefunktion. Forrådsvæv består af parenkymatiske celler, hvori plantens oplagsnæring ophobes. Svampvæv er løst væv af mere eller mindre forgrenede parenkymceller med en mængde luftrum imellem. Noget parenkymvæv kan også bestå af celler med fortykkede vægge; i så fald har det afstivende funktion. Parenkym og dette styrkevæv finder man f. eks. i urteagtige stængler, hvor styrkevævsstrengene kan holde til et træk på 10-12 kg pr. mm², dog ikke uden at strækkes varigt. Også det stencellevæv, som danner små hårde knolde i frugtkødet hos pærer, er parenkymatisk; men i modsætning til de fleste andre parenkymvæv består det af døde celler.