Plænepest er en sygdom, der forekommer i græsplæner i haver og på sportspladser, hvor der anvendes engrapgræs. Sygdommen forårsages af svampen Dreschlera poa, der fremkalder purpurrøde pletter på blade, bladskeder og stængler. Trænger svampen ned i græsrødderne, dør græsset. Sygdommen skyldes ofte for tæt klipning af græsset, for kraftig tilførsel af kvælstofgødning og tørke. Da der ikke findes svampemidler, som virker over for svampen, må angreb forebygges ved anvendelse af modstandsdygtige græssorter og ved moderat gødskning og klipning.