Podning er en vegetativ formeringsmetode, ved hvilken en lang række især træagtige planter formeres, idet den afskårne podekvist fra modermaterialet bringes til at vokse sammen med det nye planteunderlag, grundstammen. Efter podning dækkes podestedet af voks for at hindre infektionsangreb. Herved sikrer man et helt ensartet plantemateriale med moderplantens egenskaber og udseende.
Der skelnes mellem egentlig podning, grenpodningen, og okulation, knoppodning. Ved grenpodning overføres en hel kvist til grundstammen, mens der ved okulationen kun overføres en enkelt knop, »øjet«, med tilhørende barkskjold.
Grenpodning foretages på mange måder, afhængigt af podningstidspunktet. Kopulation, triangulation og spaltepodning foretages, endnu inden saftstigningen er begyndt; senere foretages barkpodning eller fligpodning.
Kopulation foretages mest på løvfældende træer og buske på friland. Der skæres i både grundstamme og podekvist et helt plant snit af ens længde, hvorefter sårfladerne sammenføjes og efterbindes med bast. Er podekvist og grundstamme ikke lige tykke, må man sørge for, at bark og dannelsesvæv på stamme og kvist kommer i så nær berøring med hinanden som muligt.
Triangulation foretages ligeledes mest på løvfældende, træagtige planter på friland. Metoden kaldes undertiden for kilepodning. Den anvendes oftest, hvor stamme og kvist er uens tykke og kopulation derfor er uhensigtsmæssig. I grundstammen laves et trekantet, kileformet indsnit, efter at stammen er skåret ned til en passende højde. Derefter tilskæres podekvisten, så at snittet passer nøjagtigt til indsnittet i stammen. Kvist og stamme føjes sammen, efterbindes, og der påsmøres podevoks.
Spaltepodning er en ret sjælden metode og bruges næsten ikke længere på friland. Grundstammen nedskæres til den ønskede højde og spaltes med en skarp kniv i et ca. 5 cm langt snit. Podekvisten tilskæres på begge sider og anbringes således, at bark og dannelsesvæv i den ene side af spalten kommer i god berøring med hinanden. Det hele ombindes og eftersmøres. Ved barkpodning er det vigtigt, at man inden podningen prøver med en skarp kniv, om barken på grundstammen kan løsnes. Hvis ikke kan der ikke påregnes god sammenvoksning eller måske endda slet ingen. Podekvisten skæres således, at der bliver et ca. 4-5 cm langt plant skråsnit forneden, og i grundstammen skæres et tilsvarende langt T-snit. Barkfligene løsnes, og podekvisten anbringes under dem. Podekvist og stamme ombindes og smøres med voks.
Fligpodning ligner barkpodning meget, men afviger ved, at der i stedet for et længdesnit i stammen skæres to, samt at podekvisten i stedet for det lange skråsnit skæres med et tilsvarende, men kortere snit. Podekvisten bliver herved skævt kileformet og skydes ned under barkfligen mellem stammens to længdesnit. Der bindes og smøres som ovenfor angivet.
De anvendte podekviste skal altid bestå af kraftige, velmodne, enårige skud fra et sundt og sygdomsfrit modermateriale. De skæres som regel i en længde omkring 5-10 cm og bør bære 2-3 skudknopper. Afskæringstidspunktet er omkring februar, mens plantematerialet er i hvile, og podekvistene skal opbevares køligt og ikke for tørt; de kan lægges i fugtigt sand i en kælder eller eventuelt slås ned i jorden i haven indtil podningstidspunktet.
Uheldigt eksempel på uens væksthastighed mellem grundstamme og podekvist.
For al podning gælder, at arbejdet helst skal udføres i tørt vejr og under gode hygiejniske forhold, hvis man vil opnå et tilfredsstillende resultat. Senere efterses podningen regelmæssigt, og når knopperne på podekvisten er brudt, påses det, at ombindingen på ingen måde må kunne indsnøre kvist eller grundstamme. Er dette tilfældet, må ombindingen forsigtigt skæres op igen.
Knoppodning, se artiklen Okulation. Se desuden artiklerne Barkpodning, Bropodning, Kopulation, Mellempodning, Spaltepodning og Triangulation.