Støvfang

Støvfanget eller arret er den del af frugtbladet, der opfanger og fastholder støv (pollen). Hos højt udviklede blomsterplanter sidder støvfanget i spidsen af frugtbladet, somme tider endda for enden af en tynd forlængelse på det, griffelen; hos de mest primitive dækfrøede blomsterplanter sidder det imidlertid langs randene af sammenfol­dede frugtblade, som man til en vis grad kan se det hos medlemmer af magnoliefamilien.

Støvfanget spiller en meget væsentlig rolle for opretholdelsen af adskilte ar­ter inden for blomsterplanterne; det er nemlig på støvfanget, at den kemiske »genkendelse« af pollenet finder sted. Hvis støvfanget »genkender« et pol­lenkorn, tillader det dette at optage vand fra sin overflade og giver det derved mulighed for at spire og overle­ve. Genkendes et pollenkorn derimod ikke, dannes der under pollenkornet en lille fortykkelse i støvfangers over­flade, så at pollenrøret ikke kan gen­nembryde overfladen, selvom det skulle lykkes for det at spire på støv­fanget.

Der findes to hovedtyper af støvfang, med våd og med tør overflade. Hos de sidste består overfladen næsten altid af ganske små vorter, papiller, som bl.a. hjælper til at fastholde pollen kornene. Den kemiske genkendelsesmekanisme er formentlig forskellig hos de to typer, men endnu kun kendt hos den tørre type. Formmæssigt kan støvfang være meget forskellige. Hos vindbestøvede planter er de som regel lange og busk­ede, så at de lettere kan opfange de pollenkorn, som kommer flyvende med vinden. Hos dyrebestøvede plan­ter er dette ikke nødvendigt: men her spiller støvfangers placering en væsent­lig rolle. Fugle, flagermus og natsvær­mere lander yderst sjældent i blom­sten. I stedet står de på svirrende vinger foran den, mens de suger nek­tar, og derfor sidder støvfanget i en sådan blomst næsten altid på en meget lang griffel, som det er tilfældet hos bladkaktus (Epiphyllum). I blomster, der besøges af biller, fluer eller små bier, der først og fremmest kommer efter pollen, mangler der ofte helt en griffel; det er f.eks. tilfældet hos valmuen, hvis frugt­knude er sammenvokset af lige så mange blade, som der er sorte fangstri­ber på dens overflade.