Stamme

Træstammer kan især i den bladløse vinter­tid have en stor skulpturel virkning. Stammen er træets mangeårige, vedag­tige stængel, som ved sekundær tykkel­sesvækst er i stand til hvert år at øge sit omfang.

Ledningsvæv: Som andre stængler in­deholder stammen plantens lednings­væv, altså de væv, som besørger den lodrette transport af vand og nærings­stoffer i plantelegemet. Ledningsstren­gene består af en ved-del (xylemet), som klarer vandtransporten, og en si­del (phloemet), som tager sig af trans­porten af næringssalte fra jorden og fotosynteseprodukter fra kronen. Det vækstlag, som er skyld i stammens tykkelsesvækst, ligger som en stor cy­linder i stammen næsten lige under barken og danner ved på sin inderside og sivæv på sin yderside. Uden på sivævet dannes desuden et barklag, der består af forkorkede celler, der lige­som vedcellerne dør, når de er fuldt udviklede. Det hænder, at man hører vækstlag, sivæv og bark lag omtalt un­der et som barken; det, der sker, når man »ringer« et træ ved at skrælle barken af det, er da også, at man ødelægger sivævet og derved standser transporten af de livsvigtige stoffer i dette lag. Om foråret er der behov for en voldsom vandtransport i stammen, og på dette tidspunkt danner vækstla­get nogle meget store og tyndvæggede vedceller; men hen mod vækstsæso­nens slutning bliver vedcellerne nor­malt mindre og mere tykvæggede. I vedcellernes vægge aflejres under væk­sten vedstof, lignin; det er dette ved­stof, der giver stammen den stivhed, som er nødvendig for, at den skal kunne bære sig selv.

Træer i tæt bevoksning danner oftest slanke og tynde stammer.

Veddets opbygning: På et tværsnit af stammen kan man ofte aflæse vækstla­gets rytmiske aktivitet ved hjælp af de såkaldte årringe. De tyndvæggede, først dannede vedceller, vårveddet, danner lyse ringe på stammetværsnit­tet, mens det småcellede høstved dan­ner mørke, tætte ringe. Hos nogle træer ses vårvedscellerne ligefrem som store porer, mens høstveddets celle­hulheder er mindre og kun kan ses under stor forstørrelse. Træer, i hvis ved man kan se sådanne pore-ringe, kaldes ringporede, mens arter, i hvis ved de store porer er mere jævnt fordelt, kaldes spredtporede. Eg og ask er ringporede, mens bøg og birk er spredtporede, og nåletræsved helt mangler porer. Efterhånden som stam­men ældes, dør de inderste vedceller, og meget ofte fyldes de derefter op af harpiks eller garvestoffer; derved bli­ver veddet i stammens indre del, ker­ne- eller hjerteveddet, hårdere og mere værdifuldt end det ydre splint­ved. I den levende del af en tyk stammes ved er der imidlertid også behov for næringsoplagring og for vandret transport af vand og nærings­stoffer. Denne forrådsfunktion og transport klares af nogle særlige bånd af ved celler , der stråler udad fra stam­mens centrum (marven) mod vækstlag og sivæv; disse cellebånd kaldes marv­stråler og kan ofte ses som stjernefor­mede figurer på et stammetværsnit. Marvstrålernes form varierer dog fra træart til træart og kan ligesom en del andre bygningstræk i veddet bruges ved identifikation af de forskellige ar­ter af træer. Veddet er ikke ens opbyg­get hos de forskellige træer. En af de væsentligste forskelle skyldes, at de celler, som udgør veddet, ikke er ens og heller ikke ens fordelt. Der findes tre hovedtyper af vedceller, som dog er forbundet med hinanden ved jævne overgange: vedtaver, karceller og egentlige kar. En vedtave er en lang, smal celle, der tilspidses i begge ender og som kun står i forbindelse med cellerne.

Nogle vedtaver har kun afstivende funktion; de er meget tykvæggede og forsynet med simple porer ind til nabo­cellerne. Andre besørger vandtran­sporten og er derfor bredere og forsy­net med ringporer, der ved hjælp af små skiver kan afbryde forbindelsen til vedtaverne ved siden af. Vedtaver fin­des hos alle træagtige planter.

Stynede piletræer og popler består blot af en stamme og et knippe af årsskud fra stammens top.

En karcelle har til forskel fra vedtaven mere eller mindre lige endevægge og er forsynet med ringporer, og i de egentli­ge kar er de lige endevægge gennem­brudt af store huller, såkaldte stige for­mede perforationer, der bevirker, at karrene i længderetningen står i åben forbindelse med hinanden og danner lange »vandrør« i stammen. Når karre­ne er fuldt udviklede, dør de; det er dem, der kan ses som porer i stamme­tværsnittet hos mange træer.

De nøgenfrøede planter, altså bl. a. alle nåletræer, har slet ingen kar. De­res ved består udelukkende af vedta­ver , hvoraf nogle, som næsten er luk­kede, kun har afstivende funktion, mens andre, med større hulheder, be­sørger vandtransporten. Det er også typisk for nåletræsved, at de ringporer, som sætter cellerne i sideværts forbin­delse med hinanden, ikke findes i de vægge, der løber parallelt med stam­mens omkreds, men kun i dem, der ligger parallelt med dens radius, de såkaldte radialvægge.

I de dækfrøede planters ved, som for­uden vedtaver indeholder karceller og kar, kan man skelne mellem forskelli­ge kartyper, alt efter hvilke fortykkel­ser der er i cellevæggene. Væggene fortykkes ikke lige meget overalt. I ringkar ligger fortykkelserne som ringe omkring karret på tværs af dets læng­deretning, og når karret strækkes un­der længdevæksten, fjernes ringene mere og mere fra hinanden. I skruekar trækkes den skrueformede fortykkelse i væggen ud, efterhånden som cellen vokser; men i porekar er væggene fortykket overalt, undtagen hvor po­rerne ind til nabocellerne ligger; derfor kan porekar ikke strækkes, efter at de er færdigdannede. Net- og stigekar har fortykkelser af den form, som deres navne beskriver, og tåler en moderat strækning. Mens fortykkelserne i ved­taverne mest har til opgave at afstive veddet og dermed stammen, skal for­tykkelsen i de store kars vægge mod­virke, at cellerne klapper sammen un­der det enorme undertryk, som opstår i dem, når vandet suges opad mod trækronen.

Bananplanten er urteagtig; men dens blad­stilke og bladskeder danner noget, der ligner en lav tyk stamme.

Ikke-træagtige stammer: Det hænder, at man taler om stammer hos planter, hvis stængel slet ikke er vedagtig. Det er f.eks. ofte tilfældet med bananplan­ten. Den er i virkeligheden urteagtig og har en underjordisk stængel (rod­stok); men dens bladstilke er meget lange, og bladskederne omslutter både dem og hinanden, så det ser ud, som om banan planten var en lille »palme« med en stamme. De ægte palmer, f. eks. kokospalmen, er derimod træer med vedagtige stammer; men stam­merne er omgivet af døde bladbaser, så at det ved første øjekast kan være svært at se, hvad det egentlig drejer sig om.

I en helt anden betydning bruges ordet stamme ikke sjældent inden for have­bruget, nemlig om det afkom, som er fremkommet ved vegetativ formering fra en og samme plante; der kan også være tale om afkom, som er opstået som følge af selvbefrugtning. I disse sammenhænge bruges nu dog hyppige­re betegnelsen klon.

Se også artiklerne Bark, Bast, Led­ningsstreng og Træ.