Conophytum lithopsoides (øverst) er en meget blød plante, der blomstrer til overflod først på efteråret.
Slægten Conophytum kommer fra det sydlige Afrika og Namibia, hvor de ofte vokser på steder med kvarts i jorden, i hulninger i klipper eller i klippesprækker. De har udviklet sig i endnu mere sukkulent retning end Lithops. Hvad der var oversiden på de flade blade er nu næsten helt forenede. Der er kun en lille spalte tilbage, som viser, at hvert hoved består af to blade. Hos nogle arter er bladene ikke så forenede, og de kaldes bilobede, fordi de har to tydelige blade, som normalt kun er forenet i halvdelen af deres længde.
I 1990'erne blev der lavet en komplet revision af denne plantegruppe og Conophytum inkluderer nu:
Conophytum, Berrisfordia, Herreanthus og Ophthalmophyllum.
Conophytum-arter er måske lidt nemmere at dyrke end Lithops. De er ikke så udsat for at rådne på grund af overvanding eller dårlige vækstbetingelser. Deres vækst- og hvileperioder er også lidt anderledes end Lithops. På den nordlige halvkugle skal Conophytum-arter hvile i de første seks måneder af året, med en enkelt vanding i marts måned. De skal gennemgå den samme årscyklus som Lithopsarter, dvs. produktionen af et nyt bladpar.og reduktionen af de tidligere blade, som delvist opsuges af de nye. Under hvileperioden er det en god ide at tage planterne væk fra direkte sollys, måske ved at anbringe dem under en bænk i drivhuset. Ellers kan de blive for varme og koge i deres hvilende tilstand. Når de begynder at vokse igen i juli, skal de ud i lyset.
Hvert enkelt bladpar hos en Conophytum kaldes et hoved. Disse hoveder er normalt meget mindre end Lithops. Hos nogle arter er de ikke meget større end hovedet på en tændstik mens andre kan være 6,5 cm lange. De er normalt i en eller anden grøn nuance, og de er tit plettede. De bilobede og andre kølede arter har ofte en rød stribe på kølen. Ofte er spalten, som i virkeligheden er et lille vindue, omgivet af en tynd, mørkere grøn linje.
En Conophytum er fuldt ud i stand til at producere mellem tre og syv nye hoveder fra sidste års enkelte hoved. Det afhænger af arten. De bilebede. som er noget større, danner de fleste hoveder. Det betyder, at man kan få et ret stort antal hoveder på kort tid.
Det er vigtigt at fjerne de gamle døde blade fra de nye hoveder, selvom det kan være et møjsommeligt job. Som man kan forestille sig, har disse små hoveder mange små krinkelkroge, hvor skadedyr kan formere sig.
Disse små juveler formeres enten ved frø, der sås i en sandet lerjord, og som ikke dækkes, eller ved at tage stiklinger efter hvileperioden. Hvert enkelt hoved kan laves til en stikling og bør slå rødder i løbet af fjorten dage. Det er en god ide kun at overbruse stiklingerne og frøplanterne, da det forhindrer, at jorden bliver for vand drukken.
Blomsterne på disse fortryllende små pragteksemplarer er virkelig værd at vente på. De kan blomstre i løbet af et års tid eller to efter såningen. Blomsterfarven går fra hvid over flødefarvet til lyserød og magenta, til violet, til gul, orange og rød eller mahogni. Ikke alene har de langt flere blomster-farver end Lithops, de blomstrer også om natten. Lithopsblomster har normalt tyndere kronblade og en strågul farve.
Nogle få af arterne kan dog godt have lyserøde blomster. En fordel ved de natblomstrende arter i forhold til de andre er den meget stærke og vidunderlige duft, de udsender. Det tiltrækker nataktive bestøvere, formentlig natsværmere, som mere er afhængige af deres lugtesans end synet for at kunne finde deres fødekilder.
Gode dagblomstrende arter er Conophytum wettsteinii med relativt store, fladtoppede, bleggrøne, uplettede hoveder og violette blomster; Conophytum taylorianum med grønne, kølede, plettede hoveder og bleglilla blomster, og Conophytum bilobum med to tydelige lobede blade i hvert hoved. De er uplettede, nogle gange med en rød køl, og med gule blomster. Conophytum frutescens er en anden bilobet art med lidt tyndere blade og orange blomster. Conophytum incurvum var. leucanthum afslutter trioen, da det er en anden bilobet art, men denne gang med hvide blomster. Conophytum globosum er, som navnet antyder, rundhovedet, plettet og med blegt purpurfarvede blomster. Conophytum x mamierianum er meget nem at dyrke. Det er en både naturligt og kunstigt frembragt hybrid, der er variabel med hensyn til løv- og blomsterfarver. Blomsterne går fra gule gennem orange til purpurfarvede. Conophytum ectypum var. tischleri er en smuk art med store gyldne blomster. Conophytum pellucidum har en række forskellige former, hvor ikke to planter er identiske, men det er blomsterne, som virkelig er glasuren på kagen, da de er jomfrueligt hvide med et lille æggeblommegult center. Nogle få former har blegt lyserøde/purpur blomster. Denne sidste art, Conophytum pellucidum, er en, man først skal erhverve sig, når man har lært at håndtere nogle af de andre.
Af de natblomstrende arter kan følgende anbefales: Conophytum speetabile med en mørkegrøn krop med røde streger og pletter på de øverste dele. Blomsterne er middelpurpur med en himmelsk duft. Conophytum obcordelum var. ceresianum er fladtoppet med røde pletter og streger og en blegt lyserød blomst; Conophytum truncatum med større hoveder end nogle af de to foregående arter, let plettet og med jordbærfarvede duftende blomster.
Conophytum x »Shukuden«
Conophytum speetabile, som har en kraftig duft.
Conophytum x mamlerianum er en naturligt forekommende hybrid.
Planternes popularitet i Japan har ført til krydsninger af en række af arterne. De er intergeneriske hybrider med anglificerede japanske navne, som ofte staves forkert på den ene eller den anden måde. Ved at krydse gulblomstrede med purpurblomstrede arter får man som regel orangeblomstrede planter, selvom det ikke altid er tilfældet. Et andet karakteristisk træk hos hybriderne er, at blomsternes kronblade sidder som i en hvirvel.
Disse anbefalinger bør kunne bringe en i gang med at dyrke denne charmerende plantegruppe. Når man går videre, må man kontakte specialgartnerier og særlige interessegrupper.
--