Denne meget store slægt indeholder omkring 200 arter, som kommer fra den sydlige halvkugle, især Sydafrika, men også Australien og New Zealand. Det er meget variable planter, som varierer fra dem, der passer til en stenhave - f.eks. den krybende Crassula sediforme - til vandplanter som Crassula helmsii, og planter som Crassula ovata, der kan nå en højde og en bredde på op til 2,5 m.
De er for det meste nemme at dyrke og formere, især med stiklinger, selvom de også kan opdyrkes fra frø, der i øvrigt er meget små. Mange af arterne vokser og blomstrer i vintermånederne på den nordlige halvkugle, men de er stadig ganske flotte, selv når de ikke er i blomst. De følgende planter skulle være nemme at finde eller værd at lede efter.
Crassula ovata, paradistræ, har haft en række forskellige navne, og den kan stadig findes i havecentre og gartnerier under de fleste af dem: Crassula argentea og Crassula portulacea er de to andre latinske navne, der ofte bruges, men der er også en række andre almindelige navne, inklusive lykketræ, jadetræ, pengeplante og kinesisk gummitræ. Den stammer fra Natal og den østlige Kapprovins i Sydafrika.
Crassula ovata må være den mest populære Crassula-art. Den formeres meget nemt fra stiklinger. Den har glinsende mørkegrønne, stedsegrønne blade, og den fælder sine ældste blade, hvis den bliver forsømt og skal spare på vand og næring. Den danner blomsterknopper sidst på efteråret, og de springer ud midt på vinteren. Blomsterne er stjerneformede, med hvide kronblade med et anstrøg af lyserødt. Selvom de enkelte blomster er små, er de arrangeret i duske over hele planten, og de kan være ret så imponerende. Meget af denne plantes skønhed ligger i den massive trælignende stamme, som udvikles med alderen. Det kan være et problem at finde en beholder, der er stor nok til denne plante, men skulle den begynde at blive for stor, kan man starte en ny plante og beholde den som reserve til den dag, hvor den oprindelige plante bliver for besværlig.
Disse planter betales med meget høje priser i havecentre. nogle gange ret astronomiske, når man tænker på, hvor hurtigt de kan vokse, hvis de bliver gødet og vandet hele tiden.
Selvom Crassula ovata nyder at komme udendørs om sommeren, er det ikke afgørende for at få den til at blomstre. Planten holder dog en bedre form, hvis den får maksimalt sollys. Som stueplante vokser Crassula ovata ofte i dårligt lys og bliver derfor ret afbleget, ligesom afstanden mellem blad parrene bliver for stor, og de mindre grene begynder at bøje sig og se svage ud. Det er ikke en plante til badeværelset, en mørk entre eller et lignende sted. Den vil ikke dø, men den vil heller ikke se sund ud. Der findes andre former med forskellige bladfarver: »Blue Haze« eller »Blue Bird« med blå blade (ikke
det samme som Crassula arboiescens) og »Hummel's Sunset- med gule og røde farver i bladene, som virkelig kommer frem i stærkt sollys. En anden variant er »Crosby's Compact«, der ligner Crassula ovata, men har mindre blade. Den vokser lidt langsommere, men kan alligevel blive en ret stor plante med tiden.
Crassula arborescens ligner meget Crassula ovata. Den har den samme vækstform selvom den ikke vokser så hurtigt. Denne plante kommer fra den vestlige Kapprovins i Sydafrika, et område, der er mere tørt end det område, Crassula ovata findes i. De vigtigste forskelle er bladfarven, der er blå med røde kanter, og selve bladene er runde, hvor Crassula ovata for det meste har ovale blade. Bladene er også tykkere hos Crassula arborescens.
Crassula nealeana i blomst.
Den vidunderlige lille nealeana fra Sydafrika blev først kendt i begyndelsen af 1930'erne. Den vil sandsynligvis ikke blive meget mere end 11 cm i en potte, men den er nem at beskære, hvis den skulle blive for stor. Denne plante, som er nem at lave fra stiklinger, har små, blålige modsatte blad par med røde kanter. Den blomstrer om efteråret med en hvid forgrenet blomsterstand. Bagsiden af kronbladene er røde.
Crassula arta, eller skulle denne art kaldes Crassula cornuta, Crassula deceptot, Crassula deceptrix eller Crassula deltoidea? Det er en skam, at der har været, og stadig er, så meget forvirring om denne plante, for den er lille og yderst attraktiv. Alle de planter, der er beskrevet under disse navne, er med sikkerhed nært beslægtede, og det kan være, at variationen skyldes de forskellige områder, de kommer fra, selvom de alle er fra Sydafrika.
Disse små sukkulenter har deres hvide parrede blade siddende skiftevis op ad en meget kort stængel. Bladene er for det meste plettede, men det er svært at afgøre på grund af hvidhed en, der er en belægning på bladene, ikke en farina, da den ikke kan tørres af. Disse planter må ikke overvandes. De er langsomtvoksende og skal derfor tørre ud mellem vandingerne, have en veldrænet kompost og godt med lys.
En anden Crassula, der er værdig til at stå i en samling, er Crassula falcata, dampskibsskrue, også kaldet Rochea falcata. Den har ru, blågrå blade, som meget ligner flyvemaskinepropeller. Teknisk set er bladene falcate eller seglformede. Denne plante kan blive 30-45 cm høj, ja endda højere, når den blomstrer, eftersom blomsterstanden rejser sig yderligere 15-20 cm over bladene. Det dybt koralrøde blomsterhoved er ret stort, og som en yderligere bonus har det en tung, himmelsk duft. Når planten har blomstret, vil den som regel skyde igen fra basis og fra toppen af planten. På dette tidspunkt er det bedre at starte planten igen fra et af de unge skud.
Crassula mesembryanthemopsis er et temmeligt langt navn for en lille plante. Den hedder sådan, fordi den ligner en middagsblomst (Mesembryanthemum). Det er et af slægtens mindste medlemmer og et af de mest attraktive. Den har blåhvide, trekantede blade med flade spidser, der sidder i en roset tæt ved jordoverfladen.
Bemærk: Hver gang en plante vokser tæt på overfladen, er det værd at give den ekstra dræning i jorden for at bekæmpe den fugtighed, der ellers kan samle sig rundt om plantens rodhals. For at forhindre bladene i at komme i kontakt med jorden er det en god ide at lægge et lag groft sand eller fint grus mellem bladene og jorden. Den vokser i efterår/vinter/forårs-månederne og danner sine hvide blomsterklynger, der sidder i centrum af rosetten, om efteråret.
Crassula x »Morgan's Beauty« er en krydsning mellem de to foregående planter, og den har på en eller anden måde formået at udvælge de bedste karakterer fra begge forældrene. Den har Crassula falcata's ru, blågrå blade, men er kompakt som Crassula mesembryanthemopsis. Med hensyn til blomstring falder den midt imellem de to med en lyserød klynge af meget duftende blomster i centrum af hver roset. Det er en af de planter, man »skal have«.
Crassula nemorosa fra den sydvestlige Kapprovins i Sydafrika er en usædvanlig lille Crassula. Den vokser op fra små underjordiske knolde, som sidst på sommeren og først på efteråret sender små blågrå stængler med små hjerteformede blade op. Hvis planterne vandes tilstrækkeligt, vil de sidst på efteråret producere ret store klokkeformede, flødehvide blomster. Det er vigtigt, at disse planter får lov til at hvile om sommeren. I den periode visner al topvæksten. Vi er sikre på, at mange potter med disse rodknolde er blevet kasseret af ejerne, som troede, at de var døde, når knoldene blot var i deres hvileperiode.
Crassula plegmatoides i en stenhave i Sydafrika sammen med de kvartsklumper, den ville vokse ved siden af i naturen.
Omplantning kan være lidt af et problem, mens planterne er i hvile. Det er bedre at gøre det. når de lige er begyndt at vokse, eller - hvis det svigter - at gøde dem godt og glemme alt om at plante dem om. Planten formeres ved de små rodknolde, som gerne vokser op til nye planter.
Crassula muscosa, lynlås, som tidligere hed Crassula lycopodioides, og som stadig kan findes med dette navn, er en anden plante, der er nem at finde. Den kommer fra Sydvestafrika og findes i mange former. Dens mest almindelige form er en lille busk med 20-40 cm høje stængler og en diameter på 3-10 cm. Den er med andre ord høj og tynd. Bladene er tæt pakkede omkring stænglen og dækker den fuldstændig. Blomsterne er gule og så små, at man godt kan overse dem, hvis ikke man ser godt efter. Blomsterne udsender imidlertid en mærkelig lugt - man kan ikke kalde det en duft - når de er åbne. Det er en meget variabel art. Nogle planter er så små, at de virkelig ligner de små mospuder, som denne plante har fået sit latinske navn efter. Der er både brogede former, cristate og monstrøse former, men det er mere usædvanligt. Det er ganske nemt at lave dem fra stiklinger.
Crassula mamierana og Crassula rupestris er planter, som man ofte ser til salg. De kaldes også for jadehalsbåndsplanter, og de er ikke svære at dyrke.
Andre arter, som kan anbefales, er Crassula columnella, Crassula barklyi (indtil for nylig kendt som Crassula teres), Crassula pyramidalis og Crassula quadrangularis. De har alle en meget opret vækstform. De begynder ofte først at danne klynger med alderen, og de har tæt pakkede bladpar. Når disse planter blomstrer, betyder det enden for det pågældende hoved, så medmindre der er skud ved basis, eller der dukker sideskud op på stænglen efter blomstringen, dør planten. Blomsterne sidder i totter i toppen af planten, og de dufter normalt sødt.
Herudover kan vi anbefale Crassula tecta og Crassula alstonii (yderst udsøgt). Disse planter bærer deres blomster på længere blomsterstilke, og de sidder i bundter som en pompon. De er hvidlige hos begge arter, og de kan ikke lide at blive overvandet.
Endelig er der tre arter, som kan blive meget imponerende planter uden at blive for store (op til 38 cm). Det er Crassula conjuncta, Crassula sladeniana og Crassula perforata. De er alle nemme at formere med stiklinger.
--