Kaktus

Kaktus hører til den store gruppe af tørketålende sukkulenter med kød­fuldt, saftigt væv. De har særprægede former, prægtigt farvede blomster og er glimrende egnet til stueplanter. Op­rindelig er kaktusarterne hjemmehø­rende i Amerika, fra det sydvestlige Canada i nord til Argentina i syd, men de fleste arter finder man i Mexico. At kaktus nu findes i naturen i alle ver­densdele, skyldes mennesket. I Au­stralien indførte man kaktus som hegnsplanter; men da de mangler na­turlige fjender der, er de visse steder blevet en plage, fordi de har bredt sig uhæmmet.

Kaktusfamiliens medlemmer varierer stærkt, både i vækstform, tornbeklædning og blomsterfarve.

Kaktus er ofte forsynet med et tæt hårlag eller torne som beskyttelse mod for stærk fordampning, Hos mange arter er plantens overfladeareal for­størret ved dannelse af ribber, hvori spalteåbningerne er skjult.

Kaktus er kendetegnet ved de såkaldte areoler, knipper af hår, børster eller torne, samlet på små, runde puder. Areolerne findes på ribberne, i spidsen af skuddene eller fordelt over hele planten, Man kan sammenligne areo­lerne med en bladstængel på en »normal« plante. Udvikling af blomster og sideskud sker fra areolerne. Bladene er reduceret til torne, undtagen hos slægten Pereskia. Kimplanterne har kimblade ganske som andre tokimbla­dede, og nogle kaktus har i begyndel­sen rudimentære blade, som hurtigt falder af, når de er blevet overflødige som følge af plantens vækst.

Et righoldigt udvalg af de mest forskelligartede kaktus typer.

Mange kaktus er hjemmehørende i bjergegne eller på savanner, hvor der regelmæssigt falder vand i form af regn, dug, tåge eller sne. I de tropiske regnskove i Sydamerika gror kaktus epifytisk, dvs. på andre planter uden at tage næring fra dem.

Man får en rig blomstring hos kaktus, hvis de får sol, varme, vand og næring om sommeren, mens de om vinteren skal stå lyst, men køligt.

Pleje: Det er ikke rigtigt, at kaktus gror, uanset hvilken pasning de får. De skal helst have vækstbetingelser, som minder om de forhold, de vokser un­der i naturen. Mange kaktusarter formår i regnperioder at optage så meget vand, at de har tilstrækkelig meget af det oplagret i plantevævet til at klare tørkeperioder. Ved stuekultur har planterne deres vækstperiode om sommeren og en hvileperiode, hvor de tærer på det oplagrede vand, om vinte­ren. I vækstperioden må man regel­mæssigt tilføre vand. Det sker ved at vande så meget, at hele potteklumpen gennemfugtes. Om efteråret mindskes vandingen gradvis, indtil vandtilførslen indstilles helt om vinteren. Hvis plan­ten står forholdsvis varmt, må der dog hele tiden tilføres en smule vand.

De fleste kaktus overvintrer godt, når de står køligt, men frostfrit, bedst ved ca. 10°C. I denne periode indledes hvilen, som fremmer dannelsen af blomsterknopper. Kaktus, som er i vækst hele tiden, blomstrer kun sjæl­dent. Om vinteren får de desuden ikke altid tilstrækkelig meget lys til, at de kan klare den fortsatte vækst uden at miste deres typiske udseende; de »hentæres«.

En plantekasse med veldrænet jord i et sydvindue er velegnet til en kaktussamling.

Kaktus til vindueskarmen

Kaktus er gode til at stille i vindueskar­men, fordi de normalt kan tåle de høje temperaturer, der kan forekomme, når Solen skinner lige på vinduet. De kaktusarter, man oftest vælger, er dekora­tive, enten p.gr. af deres vækstform, deres hår- eller tornbeklædning eller deres blomster.

Opuntia-slægtens planter har flade, runde, ovale eller aflange skud med areoler jævnt fordelt over hele plan­ten. Blomsterne, der som regel er røde eller gule, udvikles fra areoler i kanten af skuddene. De frugter, der udvikles på de større arter, er spiselige (se artiklen Figenkaktus).

Cereus-slægtens planter har søjlefor­met vækst; de er blågrønne og forsynet med 5-8 ribber og korte torne. Blom­sterne er hvide og dannes et stykke

nede på stænglen. Planterne udvikler ofte meget særprægede former (se ar­tiklen Søjlekaktus). Mammillaria-slægtens planter har tor­nene samlet i bundter på vorteagtige fremspring, der igen er ordnet i spiral­snoede rækker. De små blomster er som regel gule eller røde. De udvikles ikke som normalt for kaktus fra areo­lerne, men fra de vinkler, der dannes mellem vorterne og planten (axiller­ne).

Mammillaria-planterne er ikke blomstringsdygtige, før de når en vis alder, og blomsterne dannes da i en krans i en bestemt afstand fra skud­spidsen. Nogle Mammillaria-arter kan stå i flere år uden at blomstre, mens andre arter meget hurtigt blomstrer (se artiklen Vortekaktus). Rebutia-slægtens planter danner små flade kugler med mange ribber. De korte torne er hvide eller gulbrune, og blomsterne udvikles fra de nederste af de tætsiddende areoler. Først når der dannes blomster, er Rebutia-arterne lette at kende fra hinanden (se artiklen Rebutia).

Kaktus skal have meget vand og næring for at give en rig blomstring.

Bladkaktus afviger fra de sædvanlige kaktus ved at have bladlignende stængler næsten uden torne.

Kaktus er nemme at dyrke og formere i et køligt hobbydrivhus, men de skal overvin­tres frostfrit, bedst ved 10°C.

Kaktus til stuen

På mindre lyse steder, f.eks. inde i stuen, kan man med fordel bruge de kaktus, som i naturen vokser epifytisk. Det gælder bl.a. Zygocactus hybridus (julekaktus) og Rhipsalidopsis gaertne­ri (påskekaktus).

Podning: Man ser ofte podede kak­tus, hvor planten består af to dele, som tydeligt tilhører hver sin kaktusart. Den nederste del med rødderne kaldes grundstammen, mens den øverste del kaldes ædelriset. Det er ikke nødven­digt at pode kaktus, som gror og blom­strer godt på deres egen rod; men planter med et svagt rodnet eller som kun sjældent blomstrer, kan med for­del podes. Kaktus, som helt mangler grøn farve, kan kun overleve, hvis de podes. Frøplanter, der kun er få uger gamle, kan podes på grundstammer af kaktusarten Pereskiopsis. Noget ældre frøplanter poder man på Echinopsis, hvorfra man fjerner areolerne for at undgå at stikke sig på grundstammens torne. De bedste grundstammer til større planter fås fra Trichocereus spa­chianus og Eriocereus jusbertii. Planter med ribber, såkaldte cristata-former, poder man på kraftigere grundstam­mer som Trichocereus lamprochlorus, Trichocereus macroganus eller Tricho­cereus pachanoi.

Ved podningen må planterne være saftspændte og i god vækst; podning lykkes kun sjældent på en udtørrer grundstamme. Når ædelriset har en mindre grundflade end grundstam­men, må man ikke pode ædelriset midt på grundstammen, men ude i den ene side, idet man skærer både ædelris og grundstamme vandret; det kaldes en fladpodning og er den metode, der bruges til podning af kugleformede kaktusarter. Til søjlekaktus og arter med flade stængeldele som f.eks. Zy­gocactus bruger man spaltepodning. De led, der skal podes, tilskæres kile­formet og indsættes i spalter på grund­stammen. I sammengroningsperioden stiller man planterne på en beskyttet plads ved en temperatur på ca. 20°C.

Kaktus er et glimrende samlerobjekt, som trives godt i et kunstigt »ørkenklima- i et lille drivhus.