Navnet middagsblomst hentyder til, at blomsterne fortrinsvis springer ud midt på dagen og kun i fuld solskin. Resten af døgnet, i overskyet vejr og i regnvejr holder blomsterne sig lukket. Alle de nævnte typer er såkaldte sukkulenter eller saftplanter, hvis stængler og blade indeholder store, vandfyldte celler, som medvirker til, at planterne kan overleve længere tørkeperioder. De anvendes som dekorative blomster og bladplanter i koldhus eller i vinterhave eller som potteplanter i et solstegt, sydvendt vindue og om sommeren i kasser på en lun altan eller på sydsiden af et stenbed eller en støttemur.
Middagsblomst (Carpobrotus edulis) er oprindelig en steppeplante, der værdsætter en stenet jordbund i fuld sol.
Arter:
Carpobrotus acinaciformis hører hjemme i Sydafrika. Slægtsnavnet stammer fra græsk karpos = frugt og brotos = spiselig og hentyder til de spiselige frugter, somme tider kaldt hottentotfigner. Det er en 10-20 cm høj flerårig plante med lange, kantede skud og trekantede blade. De purpurrosa blomster er indtil 12 cm i tværsnit. Den egner sig bedst til koldhus og vinterhave.
Carpobrotus edulis (edulis = spiselig) er en flerårig saftplante, der træffes overalt i Middelhavslandene. I parkerne anvendes den ofte som et saftiggrønt bunddække. Blomsterne er ikke forsynet med kronblade; men de omdannede, frynsede støvdragere ligner kronblade. Farven er purpurrød eller orangegul. De spiselige frugter kan anvendes til marmelade eller likør.
Dorotheanthus bellidiformis er enårig og blomstrer fra juli til september. Blomsterne findes i mange farvenuancer fra næsten hvide over lyserøde til purpur og lilla; de er kun åbne i fuldt solskin. Planten kan anvendes på et lunt sted i haven eller i altankassen.