Elefantfod (Lophophora williamsii) er hjemmehørende i Mexico og Texas. Den flade, tornløse, blågrå plante har en lang, tyk pælerod, der fungerer som lager for vand og næring. På areolerne (de ophøjede vorter) sidder i stedet for torne nogle stive, opretstående, hvide til gullige hår. De gullige til lysrosa blomster efterfølges af røde bær. Gennem flere hundrede år har indianerne vidst, at planten indeholder bevidsthedsudvidende stoffer, og tidligere tilbad de planten som en gud. Den indeholder 9 forskellige alkaloider, affaldsstoffer fra kemiske processer i planten, hvoraf meskalin er et stærkt bedøvende middel.
Fortæring af plantedelene medfører en form for besættelse, der giver hallucinationer, især mens man lytter til musik. En for stor dosis meskalin medfører lammelser, der efterfølges af skindød.
Kultur: Hvis man dyrker elefantfod på dens egen rod, skal den stå i en høj potte for at sikre en god udvikling af pæleroden; podede planter kan stå i potter af normal højde. Om sommeren kræver elefantfod meget vand og en varm, solrig placering, mens den om vinteren opbevares køligt og tørt. Om foråret skal planten langsomt vænnes til sollyset for ikke at blive svedet.
Formering: Man kan så elefantfod den største del af året, men det bedste tidspunkt er februar. Såjorden skal være let, porøs og vandsugende. Under spiringen må frøet ikke tørre ud. Frøet er meget fint, og det må ikke dækkes af jord. Efter såningen dækker man frøskålen med glas for at holde på fugtigheden. Den bedste spiretemperatur er 20-22°C.
Ved podning overfører man den del af planten, man ønsker at dyrke, til et stængelstykke med rod fra en anden kaktusart, hvis rodsystem er mere velegnet til kultur i almindelige potter.