Skovfyr er vildtvoksende i Nordasien, Mellem- og Nordeuropa. Træet var vildtvoksende i Danmark indtil det 16. årh., hvor de sidste bevoksninger i Vestjylland og på Læsø blev udryddet ved intensiv fældning. Alle skovfyr i vore dage er plantet eller sået i planteskoler, plantager og skove. Veddet, der har tydelige årringe og en rødlig kerne, er mere hårdt end rødgranen s og anvendes som gavntræ, bl.a. til jernbanesveller, pæle, kasser og papirmasse.
Skovfyrren bliver indtil 40 m høj. Ældre træer er let genkendelige, idet den øverste del af stammen bliver rustrød; nedentil er barken brunlig og skorpet. Unge træer har en åben krone med regelmæssigt opbyggede grenkranse, mens ældre træer kun har få, knudrede sidegrene. Nålene er blågrønne, 4-6 cm lange, toknippede og fældes efter 2-3 år. Koglerne hænger fra en kort, bøjet stilk og modner det 3. år; på dette tidspunkt er de brunlige, mens farven indtil da er grøn.
Skovfyr (Pinus silvestris) kendes på den røde »overdel«.
Vækstkrav: Skovfyr trives i tørre områder og gerne i sur jord, bedst i fuld sol.
Anvendelse: Som solitærtræ i større og mindre haver samt parker. Desuden i større samlede plantninger i skove, plantager og naturhaver, hvor skovfyr er et mere stabilt træ end den ellers så yndede bjergfyr.
Varieteter og sorter: Der findes en lang række former af skovfyr, hvoraf nogle har en lavere, tættere vækst, der gør dem velegnede som prydtræer i haver. 'Fastigiata' har smal, søjleformet vækst med hængende grene. 'Globosa Viridis' bliver ca. 1 m høj med tæt, kugleformet vækst. Varieteten pumila bliver ca. 2 m høj med flere stammer. Varieteten scotica vokser i det skotske højland og har korte, stive nåle og en bred krone.