Sumpplanter

Kæruld (Eriophorum) er velkendt fra mange moser, søbredder og enge med de dekorative uldtotter hele eftersommeren.

Sumpplanter er oftest stauder, som trives på en mere eller mindre fugtig jordbund. I haven kan de plantes i et særlig indrettet bed, f.eks. langs ha­vens vandparti. Sumpbedet kan udgra­ves i et par spadestiks dybde. I bunden lægges et lag ral, perlesten eller grove slagger som dræn, hvorefter man fyl­der resten af bedet med en god muld­jord eller bladjord, tilsat enhedsjord og rigelig tørvestrøelse. Sumpplanter­nes rødder får derved fæste i den vandholdende, porøse jord, mens drænlaget nedenunder fjerner det overflødige vand. Den nærmere tekni­ske indretning af sumpbedet er beskre­vet i artiklen Vand i haven.

Vækstkrav: De enkelte arter af sump­planter stiller forskellige krav til jor­dens fugtighed. Nogle trives bedst på lavt vand med en vanddybde op til 25 cm. På 20-25 cm vand vokser dunham­mer, gul iris, kalmus og vandpileurt; på 10-20 cm vand trives kogleaks, kæmpestar og lysesiv, og på 10 cm vand og derunder kan man plante bukkeblad, kærmysse og kæruld. Helt oppe på land kan man vælge blandt alle de øvrige sumpstauder, der er nævnt i skemaet. Nogle af disse skal have konstant fugtighed om rødderne, mens andre sætter pris på en vekslen mellem tørre og fugtige perioder. Nog­le ganske få som kæmperør skal endda stå helt tørt i vintertiden.

Pleje: Sumpplanterne hører til havens nemmeste stauder. De kræver ingen særlig pleje, hverken gødskning, op­binding, afpudsning eller nedskæring. De formeres lettest ved deling i det tidlige forår; men i planteskolerne fo­retrækker man ofte frøformering eller stikning.

Anvendelse: Kun i de færreste haver er der naturlige muligheder for at dyrke sumpplanter. Det er derfor en forud­sætning, at man indretter et vandparti med vekslende vanddybde og umiddel­bart op til dette et sumpbed, hvis jord kan holde på fugtigheden og desuden helst overrisles med vand fra vand par­tiet eller med en haveslange en gang imellem. Hvor der ikke er plads til indretning af et sumpbed, kan man klare sig med et vandtæt trug, en trætønde eller en balje, som kan stilles oven på jorden eller nedgraves helt eller delvis. Jorden i truget bør være næringsrig, og den skal hele tiden hol­des fugtig. I sådanne miniature-sump­bede kan man med held dyrke spæn­dende sumpplanter som gøgeurter, sol­dug og vibefedt, som helst skal ses på nært hold. Vandtrugene kan stilles på havens terrasse, i atriumgården eller lige uden for husets vinduer, så at planternes skiftende udvikling kan ny­des inde fra stuerne. I de egentlige

sumpbede kan man udover sumpplan­terne også dyrke andre stauder, som sætter særlig megen pris på vand, og de er faktisk nemmere at dyrke sammen med sumpplanterne, hvor man ikke hele tiden skal passe dem med van­ding, gødskning og opbinding.

Engkabbeleje (Caltha palustris) er glimren­de i havens sumpbed med sine smørgule blomster i det tidlige forår.

Dunhammer (Typha) er en kraftig plante, som kræver god plads og megen fugtighed; den er dekorativ i sumpbedet.

Arter: De bedst egnede sumpplanter til private haver er nævnt i skemaet; men de kan suppleres med mange havestauder, blot disse ikke er specielt tørkekrævende. Om dyrkning af de enkelte sumpplanter henvises til artik­lerne under planternes danske navne.