De dyrkede arter af norel er sirlige, ret spinkle planter med udbredt eller krybende vækst, fint løv og små, hvide blomster. Slægtsnavnet Minuartia har planten fået efter den spanske botaniker J. Minuart (1693-1768), mens det danske navn norel er afledt af et norsk dialekt ord nårill = skarlagensfeber, idet planten i sin tid blev brugt som middel mod denne sygdom. I enkelte plantekataloger kan man stadig finde planten omtalt under det gamle botaniske navn Alsine.
Norel (Minuartia) er en spinkel alpeplante, som er nem at dyrke.
Vækstkrav: Som andre alpeplanter er norel velegnet til plantning i stenbede og på støttemure. Jorden skal være sandblandet og veldrænet, og planterne trives bedst i fuld sol. De er helt hårdføre og behøver ingen vinterdækning.
Pleje: Norel formeres lettest ved deling af ældre planter; men frøformering kan også anvendes. Det er en nem haveplante, som ikke kræver nogen særlig pleje.
Arter:
Klæbrig norel (Minuartia viscosa) er 10 cm høj, spinkel og besat med klæbrige kirtelhår. Blomsterne er hvide og bitte små. I den danske flora er den en meget sjælden plante, som kun findes på overdrevsbakker på Møn samt i Jylland ved Hald Sø og Skat Skov.
Tuenorel (Minuartia graminifolia) danner mosagtige tæpper på indtil 10 cm's højde. Bladene er smalle, næsten nåleagtige, og blomsterne er elegante små hvide stjerner, der udvikles i juli-august.
Tæppenorel (Minuartia juniperina) fra Grækenland og Lilleasien udvikles til kugleformede puder med 20 cm høje blomsterstængler i juli-august.