Koralbusk er hjemmehørende i Brasilien, hvorfra den i 1633 blev bragt til Italien og taget i kultur. Slægtsnavnet Erythrina er afledt af græsk erythros = rød; de iøjnefaldende blomster er nemlig røde. Koralbusk er en busk eller halvbusk, dvs. de nederste dele af skuddene er forveddede, mens de øverste dele er urteagtige. Den kan blive op til 150 cm høj og kræver megen plads. Grenene er tykke og forsynet med barktorne. Bladene er trekoblede, med læderagtige småblade. Blomsterne er store, skarlagenrøde og samlet i endestillede blomsterstande. Bælgen er indsnøret mellem frøene.
Pleje: Koralbusk kræver en næringsrig, porøs jord, der giver god mulighed for afdræning af vandingsvandet. Om sommeren, hvor planten kan stå udendørs, vandes og gødes hyppigst; næringen kan tilføres med vandingsvandet. Om efteråret, når hvileperioden begynder, reduceres vandtilførslen efterhånden, og der tilføres slet ikke næring. Overvintringen skal ske frostfrit. Om foråret, når væksten igen skal begynde, beskæres planten, og den stilles varmt, ved ca. 20°C, for at få de nye skud i vækst.
Formering: Formering kan ske ved frø, der sås i januar, eller ved stiklinger.
Koralbusks røde blomster er særprægede og iøjnefaldende.