Osmose er den blanding af vandige opløsninger, som foregår gennem semipermeable (halvgennemtrængelige) hinder, der findes i såvel plante- som dyreceller. Vandbevægelsen foregår altid fra områder med lav stofkoncentration til høj stofkoncentration, idet de små vandmolekyler lettere slipper igennem hinderne end molekyler af andre stoffer: Osmose er af stor betydning for planter og dyr, idet de enkelte celler i organismerne på denne måde er i stand til at opretholde et overtryk, en saftspændthed, der f. eks. kan holde urteagtige plantedele oprejst. Planterodens vandoptagelse fra jorden beror ligeledes på osmose, såvel som vandtransporten fra celle til celle. Vandet opsuges hele tiden fra den del, der har den højeste sukkerkoncentration. I tørkeperioder hænger urteagtige plantedele, da plantecellerne ikke kan opsuge den mængde vand, de skal bruge, selvom de har forhøjet sukkerindhold.
Her bliver det osmotiske tryk større i jorden, og der kan ligefrem suges vand ud af planten, som til sidst kan dø. Dette sker også, når man ved overgødskning skaber for stor saltkoncentration i jorden. Det punkt, hvor planterne begynder at hænge, kaldes for visnegrænsen. Denne er konstant for en række jordtyper: groft sand ved et vandindhold på 1%, fint sand 3%, ler 10%, tørvestrøelse 20-30%.
Bladenes spalteåbninger, der lukker ved lav luftfugtighed for at mindske plantens fordampning, styres osmotisk, idet spalteåbningens læbeceller lukker ved faldende saftspænding.