Allerede i en urtebog af den græske læge og plantekyndige Dioskorides, der levede i 1. årh. e.Kr., forekommer navnet androsakos. Det er sammensat af det græske aner, der betyder mand, og sakos, der betyder skjold. Man ved dog ikke, hvilken plante Dioskorides havde tildelt dette navn, og det er Linne, der har navngivet planteslægten Androsace, hvoraf man kender omkring 100 arter. De fleste hører hjemme i Asien, og de arter, der er mest velegnede til havebrug, kommer fra det vestlige Kina og Himalaya. Enkelte arter forekommer dog også i de nordamerikanske kystområder, og der findes en del i de europæiske Alper, hvor de i øvrigt alle er fredet. De har hvide eller lyserøde blomster, der ligner små kodrivere, og de er da også nær beslægtet med primula. Der findes både en- og flerårige arter, men til havebrug anvendes næsten udelukkende de flerårige, som opdeles i to grupper:
De pudedannende arter. Kommer overvejende fra de europæiske Alper. De kan være noget vanskelige i kultur og kan derfor kun anbefales til samlere og liebhavere. Det er meget lavtvoksende planter, der i reglen kun har en enkelt blomst på hver stængel. En af de mindst vanskelige er pude-fjeldarve (Androsaee helvetica), der har små, hvide, næsten stilkløse blomster i maj. Bladene er små, ovale, skællignende og tæt besat med lange hår, der giver de tætte puder et hvidfiltet udseende. Arten er kalkkrævende, men kan til gengæld vokse næsten uden jord, hvorfor den er særdeles velegnet til stenmure. Især om vinteren må den beskyttes mod vand ovenfra.
Arter med overjordiske udløbere. Danner ofte nye bladrosetter på udløberne. De fleste stammer fra østeuropa eller Asien, er noget højere end de foregående, og blomsterne sidder i små skærme.
Dværg-fjeldarve (Androsace chamaejasme) bliver kun ca. høj. Den har hvide eller lyserøde blomster i skærme; bladene er afrundede, og både blade og stængler er besat med lange silkehår. Den trives bedst på tør, veldrænet, mager jord.
Androsace sarmentosa breder sig ved overjordiske udløbere og er en typisk - og meget spændende - stenbedsplante.
Mælkehvid fjeldarve (Androsace lactea) har små hvide blomster med gult svælg i en lille skærm på en 15- høj stilk. De små smalle blade er næsten glatte, og rosetterne virker græsgrønne. Den trives bedst i skygge. Silkehåret fjeldarve (Androsaee villosa) danner halvkugleformede rosetter af små lancetformede blade, der ligesom stænglerne er forsynet med lange hår. Blomsterne er lyserøde med gult svælg og sidder i små skærme. Androsaee primuloides stammer fra V-Kina og Himalaya. Den bliver 10- høj og har spatelformede blade, der er besat med silkehår. Blomsterne er lillarosa med lysegult svælg. De sidder i mange blomstrede skærme på lange stilke og udvikles i juni-juli.
Androsaee sarmentosa ligner den foregående, men har mere uldent behårede blade af meget forskellig størrelse. Blomsterne er lillarosa med en mørkere krans omkring det gule svælg.
Androsace sempervivoides har små faste rosetter af tykke, skællignende blade. Blomsterne er rosa og ses i maj-juni på 8- høje stængler.
Vækstkrav: Til havebrug må man først og fremmest anbefale Androsace primuloides, Androsace sarmentosa og Androsaee sempervivoides. De er nogenlunde ens i vækstkrav og trives bedst på en noget humusholdig jord, som dog først og fremmest må være let og veldrænet. De foretrækker en vokseplads i sol eller let skygge. Formeringen sker ved udplantning af de rosetter, der dannes på udløberne.