Blodurten stammer fra de åbne, lyse skovdistrikter i det østlige Nordamerika. Navnet har den fået, fordi især de lange, skøre rodstokke udskiller en gulbrun eller orangefarvet mælkesaft, hvis man tilføjer dem et sår. Den tilhører valmuefamilien og er nær beslægtet med Macleya.
Blodurtens blomst er skålformet med orangefarvede støvdragere. Blodurtens blomst, der fremkommer om foråret på en 15-25 cm høj stilk, er hvid og skålformet med smukt orangefarvede støvdragere. De grønne blade, der kommer frem samtidig med blomsterne, er grundstillede og ret langstilkede. Bladpladen er stor og hjerteformet, i kanten lappet. På oversiden er bladene blågrønne, på undersiden grågrønne og med fremtrædende nerver. Foruden arten Sanguinaria canadensis findes der en mere forædlet havesort 'Major', som har endnu større blomster, og nogle fyldte former, 'Multiplex' og 'Plena', der har en noget længere blomstringstid.
Blodurt blomstrer i april-maj, men visner derpå helt væk.
Vækstkrav: Blodurt trives bedst i en dyb, humusrig muldjord på en let skygget vokseplads, men den kan også vokse ude i solen, blot den har adgang til rigeligt vand i vækstperioden. Efter afblomstringen forsvinder selve planten fuldstændig fra jordoverfladen. Derved kan der opstå bare pletter, og det må derfor anbefales at give blodurt selskab af nogle skyggetålende, sentblomstrende planter som fx høstanemone eller sølvlys. Nogle af de mindre bregne arter kan også anvendes.
Formering: Blodurt formeres lettest ved deling af rodstokkene, og det sker sidst i hviletiden, bedst i august. Det er også muligt at frøformere den, men der kan let gå adskillige år, før man har frøplanterne i blomst. Den fyldte form, 'Multiplex', er steril og kan derfor kun opformeres ved deling.