Zefyrblomst stammer fra tropiske og subtropiske områder i Texas, Mexico og Peru. Det er løgplanter med smalle, linje- eller rendeformede blade. Blomsterskafterne er hule og bærer en eller to blomster, der støttes af et tobladet hylster, hvis blade enten er frie eller ved grunden sammenvokset til et rør, der omslutter blomsterskaftet. Blomsterne er regelmæssige, oftest tragtformede og svagt nikkende.
Zefyrblomst (Zephyranrhes candida) er en yndig løgplante, som blomstrer flere måneder indendørs.
Pleje: Zefyrblomst er velegnet til dyrkning i væksthus uden opvarmning, men tåler dog ikke overvintring udendørs. De fleste arter kan stå udendørs om sommeren på en beskyttet plads i haven på en terrasse eller en balkon, hvor der er læ. Løgene overvintres tørt og frostfrit, helst i stuetemperatur. Planterne dyrkes bedst i potter med en næringsrig jord med stort indhold af spagnum; jorden skal hele tiden være fugtig. Zefyrblomst blomstrer om sommeren eller om efteråret, og i de fleste tilfælde holder de derefter en hvileperiode. Så længe bladene er grønne, skal planterne have vand; ellers vandes de ikke om vinteren. Blomsterne visner hurtigt.
Formering: Zefyrblomst formeres ved frø eller yngleløg. De danner mange
yngleløg. der behandles ligesom moderplanten.
Arter:
Zephyranthes candida har runde, ca. 3 cm brede løg. Bladene er indtil 30 cm lange, trinde og sammenrullede; blomsterne er indtil 6 cm lange, hvide eller svagt lyserøde med helt frie blosterblade. Arten blomstrer fra juli til oktober.
Zephyranthes grandiflora stammer fra Jamaica, Guatemala og Mexico. Blomsterne er rosa. Efter blomstringen fra april til juli tages løgene op hen i september og opbevares tørt og varmt. Hvert løg udvikler 3-5 indtil 30 cm lange linjeformede blade. Blomsterne bliver indtil 8 cm lange. De er rosenrøde og vokset sammen ved grunden.
Zephyranthes rosea stammer fra Cuba og har små rosa blomster om efteråret.