Lærken er et af de få nåletræer, der fælder nålene om efteråret. Slægten består af ca. 10 arter og en række krydsninger, der alle er udbredt i de koldere egne på den nordlige halvkugle. Planterne er hårdføre, og de unge individer vokser hurtigt. Væksten er smuk, og de skiftende farver på nålene i løbet af vækstperioden gør, at lærk er et dekorativt træ, der ofte plantes i haver og parker. Træet anvendes ligeledes en del i skovbruget, hvor det harpiksholdige tømmer bl.a. bruges til vandbygningsarbejder.
Lærk har nåle på både dværg- og langskud. Nålene, der på dværgskuddene er knippestillede, er flade eller rombiske og bløde. Dværgskuddene fortsætter væksten gennem flere vækstperioder, og herfra udvikles han- og hun-blomsteranlæggene. Farven på nålene er i det tidlige forår lysegrøn, skifter derefter til grøn eller mørkegrøn for til sidst inden løvfald at blive blegt gul til orangegul. I blomstringstiden er de hunlige kogler ofte smukt rødfarvede; senere bliver koglerne brune. De anvendes bl.a. til dekorationer ved juletid.
Ved løvspring er lærketræet særlig smukt med de mange bløde, knippe stillede nåle, der på dette tidspunkt er lysegrønne.
Vækstkrav og formering: Lærk trives bedst i en ikke for tør jord i sol eller
halvskygge. Arterne formeres ved frø, der sås om foråret. De 1-2-årige småplanter prikles ud i det tidlige forår, og samtidig studses rødderne. Der omplantes følgende forår efter en yderligere studsning af rødderne. Sorterne formeres bedst ved podning af stiklinger, der tages i august fra halvmodne skud. Unge træer kræver læ.
Anvendelse: Lærketræet giver ingen dyb skygge; men da træet bliver højt og er pladskrævende, egner det sig bedst til plantning i større haver og parker. Ligesom birk er lærk et meget populært træ i småhaver, men da det har en meget hurtig vækst og får nøgen stamme ved for tæt plantning, er det slet ikke velegnet i villahaver; som »skovtræ« i fritidshaver er det derimod fortrinligt. Europæisk og japansk lærk kan med fordel anvendes til hæk og tåler hård beskæring.
Gren af hybridlærk (Larix eurolepis).
Arter: Amerikansk lærk (Larix laricina) har en ret svag vækst og spinkle grene. I sit udbredelsesområde fra Newfoundland over Canada til det nordlige USA bliver den 18-20 m høj.
Europæisk lærk (Larix decidua) er udbredt i Mellemeuropa, bl.a. i Alperne, hvor den bliver indtil 30 m høj. Træet blev indført til Danmark for godt 100 år siden og er nu plantet mange steder som park- eller skovtræ. Det adskiller sig fra andre lærke arter ved gullige årsskud og næsten vandret udbredte sidegrene samt rent grønne nåle. Koglerne har rette eller noget indadbøjede skæl. En række sorter dyrkes som prydtræer, bl.a. 'Compacta', der har en lavere vækst og tættere grenbygning end selve arten, og 'Fastigiata', der har en smal, søjleformet vækst. Europæisk lærk er modtagelig for en ødelæggende sygdom, lærkekræft, hvorfor en krydsning mellem denne lærk og den japanske lærk oftere plantes; dette træ, der kaldes hybridlærk (Larix eurolepis), er modstandsdygtigt over for angreb af lærkekræft.
Europæisk lærk (Larix decidua) danner velformede træer, hvis de placeres frit på en plæne.
Japansk lærk (Larix kaempferi) stammer fra Japan. De unge grene er rødviolette. og nålene er blågrønne. Koglerne har mere eller mindre udadbøjede kogleskæl. Træet er hurtigtvoksende og plantes mere almindeligt i vore skove end europæisk lærk.
Dahurisk lærk (Larix gmelinii) har vid udbredelse i det østlige Sibirien. Træet bliver ca. 20 m højt og blev indført til Europa for 150 år siden; træet kom i kultur i Danmark i 1889. Dette træ kendes især på de græsgrønne nåle, rødbrune unge skud og små kogler med blanke kogleskæl.
Korealærk (Larix gmelinii var. koreensis) har større kogler end arten og er vildtvoksende i den østlige del af Manchuriet. Træet har været dyrket i Danmark i de seneste 80 år.
Kurilerlærk (Larix gmelinii var. japonica), der vokser vildt på Kurilerne og i Sakhalin, er ligeledes en varietet af dahurisk lærk, men adskiller sig fra denne ved koglerne, der hos varieteten er små og kun bliver ca. 2 cm lange.