Guldregn - Laburnum

Guldregn er en af vore mest populære prydbuske med en overdådig blom­string i maj-juni samtidig med syrener­ne. Alligevel bør man tænke sig om flere gange, før man planter den i sin have, idet guldregn er en af vore allergiftigste prydplanter, og der sker flest forgiftningsulykker netop med guldregn, fordi børn tror, at guldregn­bælgene er ærtebælge. Plant den derfor aldrig i haver, hvor der færdes små­børn, ej heller ved børneinstitutioner og skoler eller i offentlige parker. Man bør belære og indprente børn og andre ukyndige om livsfaren ved at spise de giftige guldregn-»ærter«!

Det botaniske navn Laburnum er et gammelt romersk navn, som ifølge Plinius betegnede et bredbladet bøn­netræ eller gyvel fra Savoyen. Guld­regn danner store buske eller små træer med glat bark og spredte, tre­koblede blade. Blomsterne sidder i hængende klaser, og bælgen er flad og åbner sig med to klapper. Frøene skal påvirkes af lys og frost, før de er i stand til at spire. Giftstoffet i guldregn er et alkaloid, cytisin, som fortrinsvis findes i frøene. Forgiftning viser sig ved sved, tørst, halsbrand, kvælningsfornemmel­ser, svimmelhed, langsom puls og op­kastninger. Forgiftede personer bør omgående bringes til skadestue på nærmeste sygehus.

Vækstkrav: Guldregn trives på almin­delig havejord, men mindre godt på kold og vandlidende jord. De blom­strer bedst i fuld sol, men tåler dog en del skygge. Da guldregn udvikler sig til store planter, skal de have god plads, og vækstformen bliver mindre smuk, hvis planterne trykkes af andre træer eller buske. I normale vintre er guld­regn fuldstændig hårdfør, men kan dog tage skade ved meget lave temperatu­rer.

Pleje: Guldregn formeres ved frøud­sæd om foråret efter lys og kølig opbe­varing af frøet om vinteren. De for­skellige varieteter formeres vegetativt, bedst ved barkpodning. I planteskoler­ne fremstilles guldregn som contai­nerplanter eller potteplanter, der ved udplantning har lettere ved at fortsætte væksten end barrodede planter. Guld­regn har en så åben vækst, at udtyn­ding ikke er nødvendig. De tåler ikke beskæring eller tilbageskæring. Dog kan man i løbet af vinteren fjerne døde eller svage skud, men man skal sørge for at smøre sårene med Kankerdood eller en anden sårsalve, så angreb af råd undgås.

Guldregn (Labur­num) kan anvendes som solitærtræ.

Anvendelse: Guldregn er en smuk plante i haver og parker, når man blot tager hensyn til de ovenfor anførte alvorlige advarsler om frøenes og de øvrige plantedeles voldsomme giftig­hed. Unge planter kan formes og op­bindes til espalier med samme virkning som ved dyrkning af blåregn.

Klaser af almindelig guldregn (Laburnum anagyroides).

Arter:

Almindelig guldregn (Labur­num anagyroides) hører hjemme i lyse løvskove på kalkholdig jord i Jurabjer­gene, Sydalperne og på Balkan. Den findes her i et plantesamfund, der består af akselrøn, blærebælg, duneg, humle bøg, parykbusk og weichseltræ. Når man i større haver eller parker vil skabe »naturlige« bevoksninger, er det værdifurdt at vide, hvilke planter der i naturen trives under samme betingel­ser og danner naturlige plantesam­fund. Almindelig guldregn bliver en busk på indtil 7 m eller et træ på indtil 12 m. Grenene er lysegrå og de unge skud mørkegrønne. Både ungskud, bladundersider og bælge er beklædt med korte, grå hår, og knopskællene har sølvhvide silkehår. Blomsterne er 2 cm lange. Farven er lysegul med brun­lige tegninger ved grunden af fanen. Blomsterne har ingen duft; de sidder samlet 10-30 sammen i buede, hæn­gende klaser på 10-30 cm's længde. Bælgene er 4-6 cm lange, sammentryk­te, silkehårede og har en skarp kant uden vinge langs bugsømmen. Frøene er sorte.

Laburnum anagyroides var. alschingeri hører hjemme i de franske Alper, i Sydtirol, Dalmatien og Kroatien. Det er en 2-4 m høj busk med tæt hvidhå­rede blade. Dens blomsterklase er kort.

Laburnum anagyroides 'Querci­folium' har 2-3-lappede småblade, som minder om egeblade (quercifoli­um = egebladet).

Laburnum anagyroi­des 'Serotinum' blomstrer som de øvri­ge guldregn i maj, men har en ny blomstring (remontering) hen på efter­året.

Alpeguldregn (Laburnum alpinum) er vildtvoksende i den sydlige del af Jurabjergene, i Sydalperne, Ungarn og Kroatien. Her vokser den på varme, stenede bjergskråninger i den sydalpi­ne bøgezone. Den tåler mere skygge end den almindelige guldregn og træf­fes sammen med hæg, røn og vildroser. Alpeguldregn danner ofte flerstamme­de småtræer. De grågrønne årsskud er helt glatte i modsætning til den almin­delige guldregns hårede smågrene.

Bladene er langstilkede med lange, elliptiske småblade. Blomsterne er ret små, mørkegule og har en fin og kraf­tig duft. Blomsterklaserne er indtil 30 cm lange med 20-40 blomster i hver. Bælgene er 4-5 cm lange med en 2 mm bred vinge langs bugsømmen. Frøene er brune.

Laburnum alpinum macrostachys er meget udbredt i det sydlige Tirol. Den har bredere blade end arten, og dens blomsterklaser er indtil 40 cm lange.

Laburnum watereri er en krydsning mellem de to nævnte guldregnarter. Den har kraftig vækst, svag behåring på skuddene og mørkegrønne blade. Blomsterne er 2 cm lange, mørkegule og med en fin duft. Bælgene er flade og 6 cm lange. De er sterile og indeholder kun sjældent giftige frø. Derfor bør man kun plante eksemplarer af Labur­num watereri i haver og parker, hvor­ved faren for forgiftning nedsættes be­tydeligt. Enkelte bælge med udviklede frø kan let fjernes fra busken, før de giver anledning til ulykker.

Laburnum watereri 'Vossii' er en sort, som må betragtes som den smukkeste og bed­ste guldregn til haver og parker. Den har en kraftig og slank vækst med hår ved skudspidserne og på undersiden af bladene. Bladstilkene er ofte 10 cm lange; småbladene er elliptiske, 3-7 cm lange og glinsende mørkegrønne på oversiden. Blomsterklaserne er særlig lange, ofte indtil 50 cm. Som Labur­num watereri er den næsten steril og sætter ikke giftige frø.

Adams guldregn (Laburnocytisus ada­mii) er opstået ved podning af purpur­gyvel (Cytisus purpureus) på almindelig guldregn (Laburnum anagyroides). Se artiklen Adams guldregn.