De allerfleste grønne planter har blade. Det er ernæringsorganer, der er uhyre vigtige for planten, idet luftens kuldioxid optages gennem bladene og ved hjælp af sollyset omdannes til organiske stoffer. Bladene er desuden uundværlige i hele kredsløbet. Døde blade omdannes af jordens mikroorganismer til muld.
Et kik op gennem et træs mange grene og blade viser, at selv de nederst siddende blade får del i sollyset. Læg mærke til de vandretstillede bladplader på de nederste grene.
Bladfølge: Foruden de egentlige løvblade udvikler planten andre blade, der kommer i en bestemt rækkefølge. Hos frøplanterne udvikles bladene oftest således: kimblade, lavblade, løvblade, højblade, forblade og blomsterblade.
Kimblade: De første blade, der udvikles, når et frø spirer, er kimbladene, der oftest har en kort levetid. Lavblade: Dernæst følger lavbladene, der mangler bladplade og ofte er hindeagtige og små.
Løvblade: Efter lavbladene følger løvbladene, der består af bladfod, stilk og plade. Bladfoden er fæstnet til plantens stængel; hos nogle planter udvikles den til en skedeformet del og kaldes da for bladskeden. Bladfoden bærer ofte akselblade, fodflige, der kan være ganske små og skællignende eller store og veludviklede. Bladstilken kan undertiden mangle, og man siger da, at bladet er siddende.
Højblade: Oven for løvbladene fremkommer ofte et antal mindre blade, der til tider mangler bladplade. Disse kaldes for højblade.
Forblade: De øverste blade, der udvikles på blomsterstilken, kaldes forblade, og de er i reglen ganske små. Blomsterblade: Blomsterblade er de blade, der sammen danner blomsten.
Bladtyper: De forskellige løvblade er inddelt i et bladtypesystem, der tager hensyn til bladpladens nervation, form og indskæringer. Midteraksen deler ofte bladpladen i symmetriske halvdele. Hvor længdevæksten er svag, udvikles brede bladplader, og hvor længdevæksten er kraftig, dannes langstrakte blade.
Bladets nerver: Et fjerstrenget blad har en kraftig midternerve, hvorfra svagere sidenerver udgår i lighed med strålerne i en fuglefjer (rødel).
Et håndnervet blad har flere kraftige nerver, der udgår fra bladpladens basis. Nerverne sidder ligesom udspilede fingre på en hånd (platan).
Et ligenervet blad har parallelt løbende nerver fra basis til spids (påskelilje). Et buenervet blad har bueformet løbende nerver fra basis til spids (vejbred).
Bladets form: Nåleformet - smalt, stift blad, kort tilspidset.
Trådformet - tyndt, slapt, ret langt. Båndformet - bændelagtigt, slapt. Linjeformet - langt, smalt, omtrent samme bredde fra basis til spids. Lancetformet - 3 til 4 gange så langt som bredt, jævnt afsmalnet mod basis og spids.
Elliptisk - dobbelt så langt som bredt, jævnt afsmalnet mod basis og spids. Ovalt - ca. dobbelt så langt som bredt, afrundet ved basis og spids.
Ægformet - ca. dobbelt så langt som bredt, bredden størst neden for midten. Omvendt ægformet - ca. dobbelt så langt som bredt, bredden størst oven for midten.
Hjerteformet - nedre del af pladen er bredere og med hjerteformet omrids. Rudeformet - bladpladen er afgrænset af 4 næsten rette linjer.
Hjulformet - bladpladen er næsten eller helt rund.
Indskæringer: Der skelnes mellem hoved-bladtyperne hele, delte og sammensatte blade.
Hele blade har en udelt bladplade, hvor randen er hel eller fint indskåren. Der tales om helrandet (syren), savtakket (nælde), tandet (ægte kastanje) eller rundtakket (rødel).
Delte blade har dybere indskæringer end de ovennævnte. Her skelnes der mellem bølget, med svage indskæringer, der højst når 1/3 ind fra bladranden mod midteraksen; lappet, med indskæringer, der højst når ind til 1/2 af afstanden fra bladranden til midteraksen; fliget, med indskæringer, der når ind til 2/3 af afstanden fra bladranden til midteraksen; snitdelt, med indskæringer, der når helt ind til midteraksen; dobbelt snitdelt, snitdelte blade, hvis afsnit igen er snitdelte.
Sammensatte blade har bladafsnit, der ligner selvstændige blade. Hvert delblad kaldes for et småblad.
Et fjernervet sammensat blad kaldes for uligefinnet, når endesmåbladet er til stede, og ligefinnet, når endesmåbladet mangler. Et håndstrenget sammensat blad kaldes for fingret. Er der kun tre småblade, kaldes bladet for trekoblet.
Bladstilling: Blade er i reglen fæstnet under det sted på stængelen, hvor denne grener sig eller kan grene sig. Når et stængelstykke ender med et blad, taler man om spredte blade, og når to diametralt modsatte blade sidder i samme højde, taler man om modsatte blade.
Spredte blade kan enten være toradede eller skruestillede. Bladstillingen er toradet, når man med udgang fra et blad drejer et skud en halv omgang og herved kommer til det næste blad. Bladstillingen er skruestillet, når de spredte blade danner flere rækker. De mest almindelige bladstillinger , der med et ord kaldes for skruestillede, er treradet, femradet, otteradet, trettenradet og enogtyveradet. Spredte toradede blade har fx bøg, platan og ægte kastanje. Spredte skruestillede blade har fx valnød, æble og røn. Modsatte blade sidder sådan, at det næste bladpar sidder i mellemrummene mellem bladparrene over og under det, dvs. korsvis modsatte. Er der flere end to blade i samme højde, kaldes bladene for kransstillede. Modsatte blade har fx ahorn, ask, hyld, klematis og syren. Kransstillede blade har fx almindelig fredløs, snerre og skovmærke.
Bladmosaik: Betragter man bladene på et skud, vil man se, at ikke alle blade er lige store. De blade, der sidder nederst på skuddet, er mindre end de blade, der sidder længere oppe, medens de øverste igen er mindre. De sidestillede blade har tit skævt udviklede bladplader.
Bladene på træerne i en tæt skov har ofte bladplader , der er vendt på forskellig måde. Der hvor lyset er svagest, er de vandretstillede, medens de øverste, hvor lyset er stærkest, er skråtstillede. Hele denne udnyttelse af lyset på den mest hensigtsmæssige måde kaldes for bladmosaik.
Hos nogle planter med modsatte blade er hvert andet par blade af forskellig størrelse. De blade, der anlægges på siden af kvistene, er ens, medens bladene på kvistenes overside og underside bliver forskellige. De underste blade får den længste stilk og den største bladplade. Hos ahorn kan man finde sådanne forskellige bladstørrelser , der kombineret med evnen til at dreje bladstilken viser et typisk eksempel på begrebet bladmosaik, se dette.
Bladenes varighed: Bladenes varighed er meget forskellig. Hos nogle urter, der kun overlever en sommer, dør bladene bort efter få måneder. Urter, der spirer om efteråret og blomstrer det følgende år, har blade, der højst lever et år. Hos træer og buske skelnes mellem to typer: de løvfældende, der taber løvet hvert efterår, og de stedsegrønne, der bevarer bladene fra et til flere år.
Bladsygdomme: Når bladene visner og falder af planten på andre tider end normalt, skyldes det oftest mangel på et næringsstof eller angreb af svampe eller lignende. Der kan dog også være tale om helt unormale tørkepåvirkninger, som vi så det i 1970erne.