Sommerfuglelarver lever altovervejende af grønne blade. Larven er ungdomsstadiet af insekter, og de er sjældent populære gæster i haven. Ofte hører man også tusindben, regnorme og andre ormelignende dyr blive kaldt for larver; men disse adskiller sig fra de egentlige larver ved aldrig at udvikle sig til et voksent insekt med et helt andet udseende som en sommerfugl, en flue eller en bille. Larver findes i mange størrelser, former og farver, men den typiske og mest velkendte larve har en leddelt, langstrakt krop, tre par ben på kroppens forreste del og et mere eller mindre veludviklet hoved.
Allerede ved at se på larven kan man få et fingerpeg om, hvad resultatet af dens videre udvikling vil være. Sommerfuglelarver kendes på, at de foruden de tre par ben også er udstyret med op til 5 par gangvorter på bagkroppen. Gangvorter er bløde udvækster på larvens underside, som den meget effektivt holder fast i underlaget med. Specielt er det nemt at kende sommerfuglegruppen målere, idet disse larver kun har to par gangvorter og derfor bevæger sig med en karakteristisk »målende« gang. Larver af bladhvepse kan af udseende og levevis nemt forveksles med sommerfuglelarver, men har mindst 6 par gangvorter. Billelarver mangler derimod helt gangvorter, og larver af fluer mangler både ben, gangvorter og oftest også egentligt hoved. Et velkendt eksempel på sådanne lemmeløse fluelarver, som kaldes maddiker, er gulerodsfluens larver, »orm« i gulerødder.
Larven er det stadium i insektets liv, hvor det vokser i størrelse og derfor må skifte hud et antal gange, som regel 4-10 gange. Ved hvert hudskifte bliver larven større og kan i løbet af sin larvetid udvikle sig fra lige efter klækning af ægget at være næsten usynlig til lige før forpupningen at være op til 10-15 cm lang og lillefingertyk. Denne enorme vækst kræver store mængder føde, og da mange larver er udstyret med veludviklede munddele og derfor hurtigt og effektivt kan indtage store mængder plantevæv, er det ikke tilfældigt, at man ofte forbinder larver med ribbede blade og hullede frugter.
I virkeligheden gør kun et fåtal af havens larver skade og da kun, når de findes i større antal, mens en lang række af dem oven i købet er nyttige. Nogle af de grådigste og med rette upopulære er de grålige knoporme, som er larver af visse natsommerfugle, samt kålsommerfuglenes larver, kålormene. Mere generende end egentlig grådige er hindbærbillens larver, »orm« i hindbær, og »orm« i ærter, som er larver af den lille gråbrune natsværmer ærtevikleren. Grådige er også de brogede larver i store fællesspind, som kan træffes på røn, benved, tjørn, æble m.m., nemlig snareormene, larver af spindemøl, som i løbet af kort tid kan afløve store dele af træerne.
De nyttige larver er særlig de livlige, grå mariehønelarver, de maddikelignende svævefluelarver og larver af guldøjer, de såkaldte bladlusløver. Alle tre sætter de store mængder bladlus og andre små skadedyr til livs, hvorfor man skal søge efter dem i nærheden af tætte bladluskolonier.
I sammenligning med mange af de voksne insekter, f.eks. de pansrede biller, er larver ofte dårligt beskyttet mod deres fjender, idet kun få af dem som smælderlarverne er beskyttet af et hårdt hudpanser. Som regel er de bløde og bevæger sig langsomt, men de kan beskytte sig på en række andre måder. Viklerlarver spinder blade og blomster sammen omkring sig og kan ved forstyrrelser spinde sig ned fra planten i en enkelt tråd. Mange larver indtager skræmmestilling med løftet bagkrop eller er beklædt med lange børster, som ved forstyrrelser rejses.