De fleste arter af hikkori hører hjemme i Nordamerika. De hører til valnødfamilien og kaldes ofte folkeligt for amerikansk valnød. Det botaniske artsnavn stammer fra græsk og betyder nøddetræ; det »danske« navn er afledt af det amerikanske hickory, som er et plantenavn af uvis oprindelse. Alle arter af hikkori er store træer, der kan blive høje eller endnu større. Deres blade er sammensatte, uligefinnede og kan minde om bladene hos valnød. Blomsterne er enbo med hængende hanrakler og 2-10 hunblomster samlet i små akslignende blomsterstande. Frugten er en stenfrugt med et glat, hårdt yderlag; den åbner sig med fire klapper. Grenene kan kendes fra valnød på, at de har sammenhængende marv, mens valnød har kamret, opdelt marv.
Vækstkrav: Hikkori bør ikke plantes i lavninger, hvor man kan vente nattefrost sent på foråret. Jorden skal være let fugtig, men vel drænet og næringsrig. Træerne vokser bedst i læ, beskyttet mod de fremherskende vinde.
Pleje: Hikkori formeres ved frøudsæd. Frøene stratificeres, dvs. opbevares et eller flere år i kasser med fugtigt sand. Kimplanten har en lang pælerod, hvis længdevækst ikke må forstyrres; ellers går planten i stå. Af hensyn til senere udplantning bør unge planter. derfor dyrkes i dybe urtepotter eller containere. De udplantes om foråret og opbindes til en støtte, hvis man ønsker stammede, oprette træer. Beskæring er ikke nødvendig.
Anvendelse: Et smukt parktræ, men uegnet til mindre haver. I USA anvendes arterne som værdifulde skovtræer og frugttræer. Veddet af hvid hikkori anvendtes især tidligere til fremstilling af ski, gymnastikredskaber og møbler. Frugterne af flere arter kan spises eller anvendes til udpresning af spiseolie.
Hikkori eller amerikansk valnød (Carya) udvikler sig med årene til smukke og store træer.
Arter:
Bitter hikkori (Carya cordiformis) har en spids, kegleformet krone med lige, opadstigende grene. Knopperne er mørkegule med bøjet spids. Bladene er lange med 9 småblade; de har gylden høstfarve. I Amerika kaldes den »bitternut« (bitternød). Den plantes sjældent i Danmark, men der findes store eksemplarer i Reventlowparken på Lolland, i Møllerup på Mols og i Søndermarken i København. Furet hikkori (Carya laciniosa) har en åben, smal krone. Den furede bark er dækket med uregelmæssige, krumme skæl. Bladene bliver ikke mindre end 50- lange med 7 småblade og gul høstfarve. Den kaldes i sit hjemland »king's nut« (kongenød). Den er bl.a. plantet i arboretet i Hørsholm.
Hvid hikkori (Carya ovata) har en bred krone med langt udadbuede grene. Barken er trævlet og løsner sig i lange flager. På amerikansk kaldes den »shagbark hickory« (shag = trævlet, lådden). Bladene er 45- lange med 5 småblade og en løgagtigt fortykket bladfod; de har gylden høstfarve. Det er den hyppigst forekommende hikkori-art i Danmark, hvor der findes større eksemplarer i Hesede planteskole, Bygholm Park i Horsens og i Hørsholm Slotspark.
Lådden hikkori (Carya tomentosa) danner slanke træer uden afskallende bark. Skuddene er matbrune med tæt behåring. Bladene er indtil lange med 7 småblade og gylden høstfarve. Frugterne er hårde, tykskallede og vanskelige at åbne, heraf det amerikanske navn »mockernut« (drillenød).
Pekannød (Carya illinoiensis) har 11-17 småblade i hvert blad; de er straks efter udspring stærkt hårede og besat med kirtler. Nødderne er velsmagende og søde.
Svinehikkori (Carya glabra) har en bred, spids krone og en mørk, næsten sort. rynket bark. I forhold til de øvrige hikkori-arter er bladene små, 15- lange med 5 småblade. Træet har en pragtfuld gylden eller orange høstfarve. Frugtkernen smager bittert, heraf navnet svinehikkori.