Matrix betyder på latin livmoder, og slægtsnavnet Matricaria hentyder til plantens anvendelse mod visse kvindesygdomme. Navnet kamille stammer fra plantens tidligere botaniske navn, Chamaemelum, afledt af græsk chamaimelon = jordæble, efter plantens lave vækst og frugtagtige duft. Til slægten hører en række arter, enårige eller flerårige urter med 1-3 gange fjersnitdelte blade med trådformede afsnit. Blomsterne er hvide eller gule og sidder i kurve med svøbblade i flere rækker.
Kamille (Matricaria chamomilla) dyrkes som lægeplante, men findes forvildet mange steder i Danmark.
Arter:
Lugtløs kamille (Matricaria inodora) er en vildtvoksende to- eller flerårig urt, der bliver 25-50 cm høj med kurve samlet i halvskærm. Skivekronerne er gule, og randkronerne er hvide og vandret udstående. Planten kan minde noget om vellugtende kamille, men lugtløs kamille adskiller sig ved kurvbunden, der er svampet, halvkugleformet og fyldt. Planten har ingen duft. Lugtløs kamille er karakterplante (indikatorplante ) for kalkrig, næringsrig jord.
Skive kamille (Matricaria matricarioides) er en enårig, lav, glat urt med kortstilkede kurve. Blomsterne er alle rørformede, gulliggrønne og mangler tungeformede randkroner. Planten har en stærk duft. Den blev indslæbt til Europa i 19. årh. og er nu også vildtvoksende i Danmark, bl.a. som et almindeligt ukrudt i haver.
Vellugtende kamille (Matricaria chamomilla) dyrkes, men findes forvildet flere steder. Planten er enårig, lav og har en stærk, sødlig duft. Randkronerne er hvide og tilbagebøjede, og skivekronerne er gule; kurvbunden er kegleformet og hul. Planten blomstrer fra maj til august og har længe været anvendt i folkemedicinen som kamillete, der bruges mod forkølelse og som
et sveddrivende og beroligende middel. I apotekersproget kaldes drogen for
Flores chainomilae.