Sneklokketræet er et henrivende syn i blomstringstiden, hvor et utal af yndefulde, hvide klokkeblomster hænger ned fra alle de spinkle kviste. Blomsterne sidder 2-4 sammen i små knipper på forrige års skud. Frugten er en tør nød med 2-4 store vinger, som er dannet af bægerbladene. Frøene bevarer kun spireevnen i et år.
Sneklokketræ må ikke forveksles med sneflokketræ. Halesia carolina har grenene tæt besat med rent hvide, klokkeformede blomster. Plant den i læ og sol.
Vækstkrav: Planten skal have en næringsrig, dybmuldet jord, som ikke indeholder for megen kalk og som kan holde på fugtigheden. Den skal stå i læ og samtidig i fuld sol; på en skyggefuld plads bliver grenene alt for spinkle og væksten for ranglet.
Pleje: Sneklokketræ formeres ved udsæd af frisk frø straks efter modningen eller ved aflæggere.
Træet bør i de første år skærmes godt mod kraftig blæst og træk; men ellers er planten hårdfør hos os. Den skal vandes i tørre perioder. Den bør ikke beskæres; men med års mellemrum kan man udtynde buskens indre, så at den ikke bliver for tæt og for riset.
Anvendelse: Som solitærplante på et beskyttet sted, f.eks. ved husets terrasse, i atriumhaven eller frit på en plæne.