Planteslægten Cereus omfattede i 1754 alle de da kendte kaktusarter med søjleformet vækst, dvs. også de hængende slangekaktus, de klatrende natblomstrende kaktus og de liggende dværgkaktus. Denne inddeling var almindeligt accepteret; men fra ca. 1840 blev »slægten« delt i mere end 70 selvstændige planteslægter. Den nye inddeling af planterne i forskellige slægter er endnu ikke helt indarbejdet; derfor omtales her nogle slægter under navnet Cereus, selvom de i dag har et andet navn, som er tilføjet i parentes.
Mange søjlekaktus blomstrer om natten. Her ses Cereus jusbertii (eller Eriocereus jusbertii) med tynde grene og store, renthvide blomster.
Pleje: Der findes mange forskellige former for søjlekaktus. nogle bliver ikke mere end 25 cm høje, mens andre kan blive 1,5 m høje i kultur. Det er kun ungdomsformerne, som dyrkes; de er ideelle stueplanter, både til at stå sammen med andre kaktus og til at stå alene. Som pottejord bruges en forholdsvis kraftig jord, der giver en bedre udvikling af tornene. I vækstperioden om sommeren skal søjlekaktus have meget vand; men om vinteren skal de kun vandes ganske lidt. Jorden bør dog ikke tørre helt ud.
Cereus peruvianus er en form af søjlekaktus med stærkt forgrenede stængler. Den anvendes som grundstamme ved podning af sartere typer af kaktus.
Formering: Søjlekaktus kan formeres ved frø, stikning og podning. Den bedste såtid er februar. Frøet sås i en skål med en jævn jordoverflade og dækkes ganske let. Såjorden skal være let, porøs og vandholdende, da frøet aldrig må tørre ud under spiringen. Efter såningen dækkes skålen med en glasplade og stilles et sted, hvor temperaturen kan holdes på 20-22°C. Nogle arter spirer meget hurtigt, mens andre kan være flere uger om det. Når frøene er spiret, fjernes glaspladen. Stiklingeformering er den nemmeste og hurtigste formeringsmåde. Stænglerne kan deles i stykker, der hver især kan slå rødder og danne nye planter. Det bedste stikketidspunkt er april-juni; men der kan med held stikkes hele året rundt. Før stiklingerne stikkes i jorden, skal de være tørre på snitfladen. Stiklingerne beskyttes mod direkte sollys, og der holdes fugtig luft omkring dem, uden at jorden dog af den grund er våd. Podning udføres med arter, der kun udvikler et svagt rodnet eller som har tilbøjelighed til at rådne ved for stor fugtighed. De almindeligste podemetoder er fladpodning, hvor podedelen (ædelriset) anbringes oven på underlaget (den rodslåede grundstamme), og kilepodning, der især bruges til kaktus med forvredne, monstrøse vækstformer. Ved kilepodning foretages et kileformet snit i grundstammen, og tilsvarende tilspidses ædelriset. Efter tilskæringen anbringes ædelriset i snittet i grundstammen, og sammenvoksningen sker i løbet af nogle dage.
Arter:
Kæmpekaktus (Cereus giganteus eller Carnegiea gigantea) findes i Arizona og det sydøstlige California. Plantens sidstnævnte, nye navn har den fået efter filantropen Andrew Carnegie, som bl.a. stillede midler til rådighed til nærmere studier af kaktus. Gamle eksemplarer kan blive 15 m høje, og stænglerne bliver i tværsnit 50 cm. Planten var meget nyttig for indianerne, der brugte de udhulede stammer som kanoer. De kraftige taver flettedes til hustage og til beklædning; frugterne spistes i frisk tilstand eller blev tørret og gemt som vinterforråd. Af plantesaften udvandt man en sirup, og frøene blev i år med misvækst brugt til at blande i melet for at drøje på dette. Plantens iøjnefaldende kandelaberforgrening dominerer de halvøde egne i Arizona og kendes fra mange wild-westfilm. Den er vanskelig at dyrke i stue eller vinterhave.
Cereus coryne (nu Stetsonia coryne) stammer fra den nordvestlige del af Argentina. Den har kraftigt ribbede grene, der er besat med 5 cm lange torne. Den dyrkes især som ung. Blomsterne er hvide og åbner sig om natten.
Cereus jamacaru er blålig og har 4-6 ribber, besat med kraftige, gule torne. Den stammer fra Brasilien og kan der blive 15 m høj.
Cereus jusbertii (nu Eriocereus jusbertii) har tynde, for det meste nedliggende grene. Den blomstrer ligesom nattens dronning om natten, og blomsten er stor og hvid. Den er en udmærket grundstamme til podning af svage arter.
Cereus peruvianus stammer ikke, som navnet antyder, fra Peru, men fra den sydøstlige del af Sydamerika. Den anvendes ved podning. Den har en monstrøs vækst, dvs. stænglen er ikke normal opret, men underligt forgrenet med mange stængler. Den blomstrer om natten, men sjældent i kultur.
Cereus versicolor (nu Haageocereus versicolor) stammer fra Peru. Det er en kraftigt forgrenet kaktus med hvide blomster. Dens pryd værdi skyldes de mangefarvede torne.
Se også artiklerne om nære slægtninge til søjlekaktus: Agurkekaktus, Nattens dronning, Olding, Regnbuekaktus og Slangekaktus.