Gymnadenia er sammensat af græsk gymnos = nøgen og aden = kirtel, idet plantens støv korn klæber sammen til små, kølleformede støvmasser (pollinier) med hver sin nøgne klæbeskive (kirtel), som kan klistre sig fast på hovedet af et bestøvende insekt, der transporterer støvkornene til støvfanget på en anden blomst. Det danske navn trådspore kommer af, at hver af de rødlilla blomster har en lang, buet, trådformet spore.
Trådspore er en orkidé, som man kan være så heldig at finde i den danske natur på fugtige enge med kalkholdig jord. Den var tidligere ret almindelig på Øerne, men er nu sjælden, bl.a. fordi jorden på mange af dens voksesteder er blevet drænet. Man kan også finde den i Alperne, Appenninerne og Pyrenæerne. Den har to hånddelte knolde, hvorfra der om foråret fremkommer en ca. 40 cm høj stængel med smalle, lancetformede blade og et langt aks af små, svagt duftende blomster, som springer ud i juni-juli, begyndende fra neden. Der findes en
endnu sjældnere form, som har hvide blomster.
Trådspore (Gymnadenia) er en fredet orkidé, som af og til træffes i den danske natur. Lad være at plukke den eller grave den op!
Vækstkrav: Det er muligt at dyrke trådspore i haven, men kun, hvis man kan give den de ganske specielle forhold, den kræver. Jorden skal være konstant fugtig og kalkholdig som f.eks. på et engdrag langs et vandløb. Finder man planten i naturen, bør man være opmærksom på, at den er fredet; man skal lade den stå uforstyrret!