Kronblade

De gule kronblade hos ranunkel tiltrækker bier og blomsterfluer.

De farvede blosterblade, som sidder over blomstens bægerblade og under dens støv- og frugtblade, kaldes kronblade. Deres vigtigste opgave er at tiltrække dyr, som kan bestøve blomsten. Desuden leder de ved deres bygning, duft og farvetegninger de bestøvende insekter på rette vej, så at de kan bestøve blomsten uden at beskadige frugtanlægget. Disse funktioner er af vital betydning for plantearternes overlevelse og indbyrdes konkurrenceevne.

Hvide, grønlige og brune kronblade:

Derfor er der i udviklingens løb opstået utrolig mange kronbladsformer og -farver, som regel i et intimt samspil med insekterne, der er den vigtigste gruppe af bestøvende dyr. Blandt de mest primitive bestøvende insekter er langsomme og klodsede biller med bidende munddele og et ret udifferentieret farvesyn. De blomster, der bestøves af sådanne biller, har som regel store hvide eller gulgrønne kronblade. Men de kan også fungere ved at efterligne nogle af de dufte og farver, som er vigtige for biller og små fluer i disses øvrige liv. Blomster, som lokker insekter til sig ved at lugte som råddent kød, har derfor ofte smudsigt brunrøde kronblade. Rafflesia arnoldii, en tropisk snylteplante, fungerer på denne måde. Dens blomst er verdens største, idet kronen kan blive op til 1 m i diameter.

Ægte kaprifol (Lonicera caprifolium) med skålformet sammenvoksede blade under blomsterstanden.

Gule kronblade: Mange bier og blomsterfluer tiltrækkes spontant af varmt gule farver. Denne forkærlighed hænger sammen med, at blomster med gule kronblade ofte er fyldt med let tilgængeligt blomsterstøv eller nektar. I konkurrencen om insekternes gunst er de forskellige arters gule kronblade imidlertid differentieret i det næsten uendelige. Nogle forskelle er rent formmæssige; iris, ranunkler, påskeliljer og solhatte har således alle gule kronblade, men adskiller sig klart fra hinanden ved kronbladenes form. Men også farvemæssigt er der store forskelle på gule blomster. Nogle, som fløjlsblomst, er dybt gule med en fløjlsagtig overflade, mens strålekurv og smørblomster er skinnende gule, nærmest fugtige at se til, og morgenfruer kan være køligt gule med silkeglans. Disse forskelle fremkommer, fordi kronbladenes overhud er forskelligt bygget. Hos fløjlsblomst og solhat består den af høje, tætstillede papilceller, tæt pakket med gule farvekorn. Disse celler fungerer ganske som luven på et stykke fløjl, idet de opfanger langt det meste af det lys, som falder på deres overflade, og lader det nå frem til farvekornene. Her filtreres det, så kun det gule lys kastes tilbage, og derved bliver farven dyb og mættet. Anderledes med morgenfruens lysegule silkeglans, som opstår, fordi kronbladenes overhud er stribet på langs og ganske som et stykke silkestof changerer, fordi lyset kastes tilbage fra de ophøjede længdestriber og opsuges imellem dem. Udover de overflade- og nuanceforskelle i de gule kronblade, som vi kan se, findes der imidlertid også nogle, som er betinget af, at kronbladene indeholder ultraviolette farvestoffer. Ultraviolet kan være blandet med gult over hele kronbladets overflade til en farve, som vi. ikke kan se, men som kaldes bi- eller insektviolet. Eller de ultraviolette farvestoffer kan ligge i ringformede mønstre omkring blomstens centrum, ganske som det sorte gør det i en valmue; eller de kan danne pletter og striber på kronbladene. Tit har sådanne pletter og striber på kronbladene desuden en anden duft end det øvrige blad; ved at følge dem finder et insekt nemt frem til nektar og pollen i blomsten.

De mange kronblade hos de fyldtblomstrede roser er omdannede støvblade.

Blå og violette kronblade: Blomster, der bestøves af sommerfugle og langsnablede bier, har meget ofte blå eller violette kronblade, som ved deres indviklede bygning slet ikke tillader andre insekter at nå frem til nektaren. Hos akeleje, ridderspore og viol ligger nektaren i lange sporer på kronbladene; noget lignende gælder for den hvidgule, duftende gedeblad, der bestøves af aftensværmere. I skumringen gør kronbladenes opsplittede spids og lyse farve det muligt for insekterne at skelne blomsten fra omgivelserne, ogi det lange rør, som kronbladene er vokset sammen til, ligger nektaren skjult for alle andre end de insekter, den er beregnet for. Torske- og løvemund er eksempler på blomster, hvis kronblade er formet sådan, at de kun giver adgang for humlebier. For at nå nektaren, som ligger i blomstens spore, må bierne presse sig vej gennem den »mund«, som kronbladene danner, og det kræver en styrke, som kun humlebier er i besiddelse af.

Maskeblomsten hos løvemund giver kun humlebier adgang til bestøvning.

Røde kronblade: Røde kronblade er sjældne i den danske natur, og det hænger sammen med, at bier ikke kan se rent rødt. Det kan derimod fugle, og mange af de tropiske blomster, som er tilpasset til fugle bestøvning, har derfor røde blomster. Ofte er deres kronblade desuden meget store og kraftige, så de kan holde til en lidt voldsom behandling. Cigaretglød og blomster karse er eksempler på planter, hvis kronblade er tilpasset til fuglebestøvning. Man regner med, at kronblade egentlig er omdannede støvblade, og det er sandsynligvis derfor, at støvbladantallet svinder i takt med, at kronbladantallet stiger i mange af vore »fyldte« prydplanters blomster.