Lindeallé af parklind (Tilia vulgaris). Ensartede træer med grenfrie stammer og hvælvede kroner. Anvendt i historiske haveanlæg og i i nutiden som vej træer og gadetræer.
Ordet alle stammer fra det franske aller = at gå. En alle er altså en promenade, en spadserevej eller ridevej, på begge sider indrammet af trærækker . I modsætning til en træbeplantet vej eller gade havde alleen en arkitektonisk virkning, som vi kender fra de store alleer i den franske havekunst. Mange af disse alleer er bevaret i vore slotshaver og herregårdshaver. Her anvendte man især linden som allétræ. Lindetræet havde mange egenskaber, der gjorde den velegnet som allétræ: den kunne trives på de fleste jordtyper, tålte blæst og træk, og fremfor alt tålte den beskæring og tilbageskæring, hvor en begrænset plads gjorde det nødvendigt at formindske træets størrelse. Endelig har linden en meget høj levealder, hvorfor vi stadig kan glæde os over de lindealleer , der blev plantet så langt tilbage som i begyndelsen af 1700-tallet. Den ældst kendte alle i Danmark er Husalleen i Rosenborg Have i København. Den blev plantet i Christian den Fjerdes regeringstid, og den lever stadig i bedste velgående.
Lindeallé i slotshaven ved Frederiksborg Slot i Hillerød. Træerne er kraftigt beskåret.
Danmarks ældste allé førte op til Ledreborg og var ca. 5 km lang. Den blev fældet 1977.
Pleje: I renæssancens haver bestod alleerne ofte af stammede hække, hvis
kroner blev klippet både på siderne og i toppen. Topskud og sideskud blev bundet ned til vandret stilling for at gøre hækken tæt og sammenhængende. Man talte også om »arkadehække«. I visse perioder fik træerne lov til at vokse frit og naturligt, indtil kronerne blev så store og skyggegivende, at man foretog drastiske tilbageskæringer. Det foregik ved nedhugning af toppen ved hjælp af økser, ofte til få meter over jorden. Fra sårfladerne skød nye, kraftige, lodrette stammegrene til vejrs, mange parallelt ved siden af hinanden. Resultatet blev de såkaldte »kandelaberlinde«, som vi stadig ser i mange slotshaver. Siderne af alletræernes kroner blev beskåret ved hugning med sabel, en metode, som nu er afløst af elektriske hækklippere. Almindelige vej træer klippes og beskæres ofte på samme måde som de historiske alletræer, ikke af arkitektoniske grunde, men af hensyn til lys og luft til beboelseshuse, til trafikken og til luftledninger.
De historiske alleer i Danmark nærmer sig deres aldersgrænse. Man søger derfor med ofte drastiske midler at forlænge levealderen. Man forestiller sig, at bortskæring af halvdelen af kronen skulle forynge resten af træet med mulighed for at leve endnu nogle årtier. Sår og hulheder renses og fyldes
med plastplomber. Sårfladerne beskyttes med desinficerende midler, så der dannes ny kallus fra sårrandene. Se nærmere under trækirurgi.
Arter: En lang række af vore mest almindelige træarter er velegnet til plantning som alletræer: ahorn, avnbøg, ask, birk, elm, hjertebladet el, tyrkisk hassel, hestekastanje, lind, paradisæble, platan, spidsløn, søjle-eg, røn og tjørn. De fleste er kraftige og grådige træer, der ikke bør plantes i mindre haver. Til en »miniature-alle« i en lille have kan man anvende paradisæble, søjle-eg, røn eller tjørn. Slanke former af æble og pære kan også benyttes.
--