En meget stor plantegruppe, karakteristisk ved ikke at blomstre. De
formerer sig ved sporer, som dannes på bladenes underside
Bregner er primitive, blomsterløse planter, der formerer sig ved hjælp af sporer. Sporerne dannes i oftest brune sporehushobe på bagsiden af de grønne blade. Sporerne er så lette, at de af vinden kan føres vidt omkring. Hvis de lander på et tilpas fugtigt og skyggefuldt sted, vil sporen udvikle sig til en forkim, hvor den kønnede formering foregår ved sammensmeltning af en sædcelle og en ægcelle. Fra hver forkim udvikles kun en bregneplante. De fleste bregner i vort klima er stauder, hvis top visner ned om efteråret. Enkelte arter bevarer dog de grønne blade vinteren over. I troperne findes »bregnetræer« af samme type, som man genfinder som aftryk fra kultiden, hvis vigtigste vegetation netop var bregner, der trivedes godt i det fugtige og varme klima.
Fælles for vore vilde og dyrkede bregner er, at de kræver skygge og fugtighed for at trives godt. De fleste er derfor skovbundsplanter , hvis rødder forgrener sig i tilpas fugtig og humusrig jord. I den vilde danske flora findes en halv snes arter repræsenteret. Som haveplanter findes desuden en lang række varieteter af disse arter samt andre typer, der stammer fra andre egne af jordkloden. I vore stuer kan vi desuden dyrke en lang række bregner, bedst i nordvinduer eller i halvmørke rum. En dansk »klippebregne« er den lille engelsød, der vokser i klipperevner eller mellem kampesten i stengærder. I varme og tørre perioder rulles bladene sammen, men ved en passende fugtighed kommer engelsødplanterne ud af hvilestadiet, bladene bliver på ny saftspændte, og væksten fortsætter.
Bregner trives bedst i fugtig, sortmuldet jord, i skyggen af store træer.
Anvendelse i haven: Samtlige bregner kan anvendes i havens »skovbund«. Det vil sige, at de skal plantes i en muldrig jord, der er i stand til at holde på fugtigheden. I hele vækstperioden bør der være en passende skygge fra buske eller træer, men mindst lige så vigtigt er det at sørge for læ. Kun de færreste planter tåler blæst og træk. Bregnerne kan plantes sammen med andre skyggetålende bundplanter som anemone, bispehue, fredløs, guldkop, guldnælde, hasselurt, liljekonval, lærkespore, primula, småhjerte, skumblomst, skovsyre, vintergrøn og waldsteinia.
Småbregnerne behøver ikke så stor plads, men arter som strudsvinge og Ørnebregne kræver derimod så megen plads og er så grådige, at de vanskelig forliges med andre planter. 0rnebregne kan ligefrem blive et besværligt ukrudt og bør derfor kun plantes i fritidshaver, parker og småskove, hvor der er plads nok. Klippebregner som engelsød kan indplantes i nordsiden af stengærder eller knækflisemure. Hvis bregnerne placeres på »unaturlige« voksesteder med sol og blæst, vil man sjældent have glæde af dem, ikke engang selvom de passes med grundig vanding.
Kultur: Bregner plantes bedst om foråret, så de har en lang vokseperiode foran sig, hvor de kan vænne sig til det nye voksested og rigtig få fodfæste. Alt efter arten plantes de med 20-'s afstand. De plantes i samme dybde som i planteskolen, eventuelt en smule dybere. I den første tid efter plantningen og i tørre perioder skal der vandes grundigt. Om efteråret må man aldrig skære den visne top af. Den skal have lov at sidde vinteren over og først fjernes om foråret, når de nye skud begynder at »rulle sig ud«. Bregnernes nye skud er nemlig ofte sammenrullet og kan under udspring minde om en bispestav. Formering af bregnerne sker lettest ved deling af rodstokkene i det tidlige forår. Hos strudsvinge er rodstokken så hård, at delingen må foretages med en skarp spade, som hugges lodret ned gennem rodstokken. Formering ved hjælp af sporer er besværlig og tager lang tid, men er et spændende eksperiment. Sporerne kan udsås på filtrerpapir, som holdes jævnt fugtigt. Efterhånden som de bladagtige forkim udvikles, gives en svag næringsopløsning, som gøres kraftigere, når de egentlige bregneplanter skyder frem som resultat af den kønnede formering, der finder sted på forkimene.
Se: Planteskemaer - Bregner i haven
Udvalg af havebregner: De enkelte bregnearter er nærmere beskrevet under deres danske navne. På skemaet ses de vigtigste enkeltheder hos hver type.
Bregner i stuen: De fleste af vore stuebregner stammer fra tropiske egne i Amerika og Asien. Her vokser de i skovbundens mørke eller som epifytter i hulheder på træstammer. I stuen skal de hele året rundt dyrkes i skygge eller halvskygge, men aldrig i sol. Jorden skal være let muldjord, næringsholdig spagnum eller enhedsjord. Surhedsgraden skal ligge omkring 6. De fleste bregner er ømfindtlige over for næringssalte, hvorfor de skal gødes forsigtigt og ikke for ofte. I vækstperioden fra maj til september kan man gøde dem med blandingsgødning pr. liter vand en gang om ugen. Alle bregner tager skade af udtørring. De skal vandes jævnligt, gerne ved vanding i underskålen, men det ikke opsugede vand skal hældes bort efter en halv times forløb. Om sommeren trives stuebregner ved normal temperatur; om vinteren bør de ikke have lavere temperatur end + . Tør luft skader ikke planten, og flere stuebregner tåler ikke overbrusning.
Udvalg af stuebregner: De bedste stuebregner er fugleredebregne, gulerodsbregne, hjortetak, kantbregne, mahoniabregne, nyrebregne og venushår.
Under udspring er bregnebladene ofte rullet sammen som en bispestav.
--