: grundorgan hos de højere planter; efter deres funktion i plantens liv skelner man mellem løvblade, blomsterblade og flere andre bladtyper. Løvblade, ofte blot kaldt blade, er i reglen flade og grønne; de afgiver vand ved fordampning og modtager, især ved osmose, vand med opløste næringssalte fra jorden. I løvbladene findes grønkorn (klorofylkorn), hvori der foregår fotosyntese. Lavblade er fæstet under løvblade, på underjordiske stængeldele som f.eks. løg blade eller på unge skud som knopskæl. Højblade sidder over løvblade, f.eks. støttende blomsten som forblade eller som svøb. Blomsterblade udgør blomsten og sidder i kredse som bæger-, kron-, støv- og frugtblade. Blade gennemløbes af ledningsstrenge (nerver, ribber).
Et fuldstændigt løvblad består af bladplade, bladstilk og bladfod. Stilken kan, som hos skærmplanter, være udviklet til en skede, og denne kan omslutte stænglen som hos græsser. På bladfoden kan sidde to flige: fodflige eller akselblade. Bladstillingen kaldes spredt, hvis hvert stængelstykke ender med et blad; modsat, hvis stængelstykket ender med to blade, der sidder over for hinanden; kransstillet, hvis det ender med en krans af blade.
Grundstillede kaldes blade, som er fæstnet ved stænglens grund lige over jorden; sidder de meget tæt på en kort stængel, danner de roset, f.eks. hos løvetand. Efter den måde, hvorpå bladene er fæstnet til stænglen, kaldes de stilkede, når de har tydelig stilk; siddende, når de er uden stilk; gennemvoksede, når stænglen synes at vokse igennem bladet; stængelomfattende, når bladpladen ved grunden er vokset omkring stænglen, eller nedløbende, når bladpladen er vokset et stykke ned ad stænglen. Efter ribbernes forløb kaldes blade fjerstrengede, dvs. med en eller flere hovedribber, som afgiver sideribber; håndstrengede: med flere hovedribber, som udgår fra bladets grund, eller buestrengede: med flere ribber, der forløber fra grund til spids uden forgreninger. Løvbladene inddeles endvidere i usammensatte og sammensatte.
Usammensatte blade har en udelt eller indskåren, men ved grunden sammenhængende bladflade; de benævnes efter formen bl.a. hånd-, fjer- eller lyreformede, hele, lappede, fligede eller snitdelte. Sammensatte blade har en bladflade, som består af selvstændige småblade; de kaldes efter formen ligefinnede, uligefinnede, fingrede, herunder trekoblede og hjuldannede. Almindelige udtryk for bladets form er endvidere nåle-, skæl-, børste-, linje-, aflangt (3 til 4 gange så langt som bredt), lancet-, elliptisk (ca. dobbelt så langt som bredt), æg-, omvendt æg-, kredsrundt-, kile-, rude-, skjold-, hjerte-, nyre-, pile-, spyd- og øreformede. De forskellige bladformer fremkommer ved ulige stærk vækst af de enkelte afsnit. Også bladets spids er forskelligt udformet, f.eks. kort eller langt tilspidset, afstumpet eller ud randet.
Blade kan være urteagtige, hudagtige, læderagtige eller kødede. Såvel bladets over- som underside har en beskyttende overhud; i overhuden findes spalteåbninger, hos mange landplanter dog kun på undersiden; antallet af spalteåbninger pr. mm varierer mellem 40 og 500. Under overhuden findes løst, svampet væv (parenkym); her er cellerne adskilt af luftfyldte cellemellemrum. Mellem svampevævet og overhuden på oversiden ligger der palisadevæv, der er rigt på grønkorn med bladgrønt; heri foregår dannelsen af det kulhydrat, druesukker, der er plantens byggestof. Hos nedsænkede vandplanter mangler spalteåbninger helt, og diffusion af ilt og kuldioxid sker alene gennem den tynde overhud. Mange blade, som er udsat for stærk tørke, er beskyttet herimod ved en fedtagtig hinde på overhuden.
1) Blade, der sidder i 2/5-skrue, dvs. et blad for hver 2/5 omdrejning på stængelen.
2) Toradet bladstilling, dvs. et blad for hver halve omdrejning på stængelen.
3) Spredte blade hos almindelig hvidtjørn (Cratægus lævigata).
4) Kransstillede blade hos nerie (Nerium oleander).
5) Trelappet blad fra blå anemone (Anemone hepatica = Hepatica triloba).
6) Skjoldformet blad hos blomsterkarse/nasturtie (Tropæolum majus).
7) Håndfliget blad fra sukkerløn (Acer saccharum).
8) Tandede æg-rudeformede blade fra sort poppel (Populus nigra).
NERVER
1. Håndstrenget
2. Fjerstrenget
3. Ligestrenget
4. Buestrenget
BLADRANDE
1. Helrandet
2. Savtakket
3. Bølget
4. Rundtakket
5. Tandet
6. Lappet
7. Fliget
BLADFORMER
1. Kredsrundt
2. Hjerteformet
3. Ovalt
4. Pilformet
5. Elliptisk
6. Spydformet
7. Lancetformet
8. Skjoldformet
9. Rudeformet
10. Med kileformet bladgrund
Bladkødet består for størstedelen af palisadevæv (a) og svampevæv (b). I bladkødet findes også ledningsstrenge (på figuren angivet med rødt). Det yderste cellelag mod omverdenen er overhuden (c), som ofte er beklædt med en fedtet hinde, kutikula, der beskytter bladet mod fordampning. I overhuden findes spalteåbningerne (d), hos mange landplanter dog kun på bladets underside. Spalteåbningerne åbner og lukker sig afhængigt af lysstyrken og luftens fugtighedsgrad.
SAMMENSATTE BLADE
FINGREDE
1. Trekoblet
2. Dobbelttrekoblet
3. Femfingret
4. Syvfingret
5. Hjulformet
FINNEDE
1. Uligefinnet
2. Ligefinnet
3. Mellembrudt fjersnitdelt
4. Dobbelt fjersnitdelt
UFULDSTÆNDIGE BLADE
1. Ustilket
2. Stilket
3. Siddende
4. Stængelomfattende
5. Med sammenvokset bladgrund
1) Hjerteformet blad fra gærdesnerie (Convolvulus sepium).
2) Lancetformet, langt tilspidset blad hos et græs.
3) Håndlappet blad med rundtakket rand, fra almindelig katost (Malva silvestris).
4) Nåleformede blade fra weymouthsfyr (Pinus strobus).
5) Uligefinnet blad fra robinie, falsk akacie (Robinia pseudoacacia).
6) Kraftigt forstørret snit gennem en bladplade. De såkaldte læbeceller regulerer åbningen af spalteåbningerne, mens den største del af den fotosyntetiske aktivitet udfolder sig i palisadevævet.
7) Undersiden af et gammelt egeblad (Quercus sessilis).
.............................................................................................................