Douglasia er opkaldt efter den skotske botaniker David Douglas (1799-1834), der også har givet navn til den almindelige douglasgran (Pseudotsuga). Han foretog flere botaniske rejser i Nordamerika, hvor de fleste arter af planteslægten Douglasia findes.
Douglasia vitaliana er den eneste europæiske art, og man finder den endda kun i temmelig stor højde i Alperne, Appenninerne og Pyrenæerne. Til havebrug kan den være en smuk og spændende lille stenbedsplante, men den er sjælden og kræver ret specielle dyrkningsforhold, så den må siges at være en udpræget liebhaverplante. Douglasia er lav og pudedannende med grågrønne, nåle lignende blade og forholdsvis store, varmtgu1e blomster, der er rørformede og så godt som ustilkede. Skulle man give den et dansk navn ud fra blomstens udseende, måtte det nok blive guldprimula. I Sydeuropa blomstrer den allerede i april, men her i landet kan man i bedste fald få den i blomst i maj-juni.
Pleje: Douglasia kan anvendes som stenbedsplante, men kun hvor man kan skaffe den fuld sol og fremfor alt perfekt dræn. Den tåler sagtens frost; men den våde, danske vinter har den svært ved at overleve på friland. Vil man skaffe den bedre forhold, kan man plante den i en potte med kalkfattig jord og mange småsten eller potteskår. Man graver hele potten ned på et velegnet sted i stenbedet, og om efteråret kan man tage planten ind i et koldhus og derved beskytte den mod vintervæden. Formeringen kan ske ved frø, som bør sås i potte om foråret. Har man først fået planten i vækst, kan den også formeres ved deling eller stiklinger, men det må ske om efteråret og i koldhus.
Arter: Douglasia laevigata og Douglasia montana er to af de amerikanske arter. De har lyserøde blomster, men er desværre endnu vanskeligere at dyrke end den europæiske art.
Douglasia stiller følgende krav:
Jord: let, porøs, sandblandet. Surhedsgrad: let sur jord. Gødning: ingen.
Vanding: rigelig om foråret. Sol: fuld sol hele dagen. Dræn: godt afløb for vand ved hjælp af groft grus eller ral. Vinterdækning: plastic eller glas.