Heliconia har fået navn efter det græske bjerg Helikon, hvor man sagde, at muserne, gudinder for kunst og videnskab, holdt til. Heliconia er i familie med banan. Den er hjemmehørende i de fugtige tropiske skove i Mellem- og Sydamerika, hvorfra den blev bragt til Europa omkring 1780. Bladene er store og forsynet med en meget kraftig midtribbe, der bliver tyndere ud mod spidsen af bladet. Blomsterne er samlet i iøjnefaldende stande, der er bemærkelsesværdige også p.gr. af dækbladenes form og farve.
Dækbladene er af stor betydning for Heliconia's dekorative værdi.
Heliconia har store, kraftige blade med en meget kraftig midtribbe.
Pleje: Heliconia er meget lyskrævende, i særdeleshed under blomsterdannelsen. Den er ikke særlig krævende med hensyn til dyrkningssubstrat, men foretrækker dog en luftig jord med rigelig tørvestrøelse. Heliconia er meget varmekrævende; den bedste jordtemperatur er 20°C, mens lufttemperaturen helst skal ligge på 25-30°C; den må aldrig komme under 20°C. I vækstperioden skal man jævnlig tilføre rigelig vand og næring. Efter blomstringen har planten en hvileperiode, hvor der vandes mindre.
Formering: Heliconia formeres ved hjælp af unge planter, dannet ved rodskud, der kan fjernes fra moderplanten. De unge planter skal stå varmt, men i halvskygge.
Arter:
Heliconia bihai fra Mexico og Brasilien kan blive op til 6 m høj. Bladene er ovale med meget lange bladstilke. Dækbladene er stive, ender i en spids og er placeret som fiskeben på blomsterstænglen; de er skarlagenrøde med citrongul spids og stålblå rand.
Heliconia psittacorum er hjemmehørende i Guyana, Brasilien, Paraguay, Suriname og på Nederlandske Antiller. Bladpladerne er ca. 10 cm brede, 40 cm lange og forsynet med en 50-100 cm lang bladstilk. Blomsterne er små, rørformede, orange med sort spids. Hvert orange dækblad omfatter 2-3 blomster.