To arter af humle dyrkes almindeligt. Den ene, Humulus scandens, er enårig og anvendes som prydplante (se nedenfor); den anden, Humulus lupulus, er flerårig og anvendes ved fremstilling af øl. Humledyrkning til ølfremstilling har været kendt i Danmark i snart 1000 år. Planten blev anset for så vigtig, at der i 1446 blev udstedt et påbud om, at bønderne hvert år skulle plante et antal i deres haver. Dyrkningen var på sit højeste dengang, men aftog efterhånden; i dag importeres humle af tysk, engelsk og amerikansk herkomst. Der skelnes mellem to slags humle. Den røde er mest aromatisk, den grønne giver størst udbytte. Planten er tvebo og bliver flere m høj. Den klatrer ved at slynge sig højre om; grenene forankrer sig ved hjælp af de små klatrehår, der har modhager i spidsen. Bladene er modsatte, håndlappede eller fligede og ru. Hanplanterne udvikler gulgrønne blomster; hunplanterne har blomsterne samlet i korte, koglelignende stande, de såkaldte humlekopper, der er omgivet af hvælvede, grønne dækblade, tæt besat med lupulinholdige kirtler.
På Sydfyn dyrkes humle stadig i humlehaver, hvor den slynger sig op ad lodrette »humlestager«.
Når hunblomsterne i humlekopperne er bestøvet, udvikles det bitterstof, der anvendes ved ølfremstilling.
Vækstkrav: Almindelig humle (Humulus lupulus) findes forvildet adskillige steder her i landet, hvor den vokser på fugtig, næringsrig jord, oftest i skovbryn og hegn ved landsbyer. Den slynger sig op i buske og træer og kan blive indtil 6 m høj på en sommer. Om efteråret dør den overjordiske del bort; men planten lever videre ved den kraftige, rigtforgrenede jordstængel. På Sydfyn finder man stadig humlehaver. Her bliver humlen ledet op i høje stænger af gran, der oventil kan være bundet sammen på forskellig måde.
Pleje og anvendelse: Humle formeres ved deling af jordstænglen. Om efteråret fjernes de visne, overjordiske plantedele. Humlekopperne er efter bestøvning rige på bitterstoffet lupulin, der dels giver øllet smag og dels medvirker til, at øllet holder sig. Tidligere blev bitterstoffet også anvendt som mildt virkende nervemedicin. Humle kan også anvendes i prydhaven; men man bør være opmærksom på besværet med at fjerne de visne plantedele om efteråret.
Japansk humle (Humulus scandens), der som ovenfor nævnt er enårig, formeres ved frø, der sås i april-maj på blivestedet eller i potter. Frøet er ret længe om at spire; men når planten begynder at vokse, udvikler den sig hurtigt til en 4-6 m høj urt, der er anvendelig til dækning af raftehegn eller stakitter. Planten vokser bedst i næringsrig jord.