Orkideslægten hullæbe omfatter flere arter, der er vildtvoksende i Danmark. De har alle en jordstængel, som hos en enkelt art, sumphullæbe, er krybende, oprette stængler med spredtstillede blade og en åben blomsterstand. Blomsterstilkene er korte og let snoede. Blomstens læbe er delt i to afsnit; det inderste led er skålformet, hvoraf det danske navn.
Vækstkrav: Bortset fra sumphullæbe er arterne skovplanter, der kræver humusrig og let gennemtrængelig jord. Mange af hullæbe-arterne trives kun på kalkrig jord; flere af dem findes således vildtvoksende på Møns Klint.
Pleje: Hullæbe formerer sig i naturen dels ved selvsåning, dels ved hjælp af de underjordiske, mere eller mindre krybende jordstængler. For en haveamatør er formeringen af hullæbe og andre frilandsorkideer et spændende, men langsommeligt og vanskeligt arbejde, som lykkes bedst ved deling af jordstænglerne. Man må aldrig opgrave hullæbe i naturen og tage dem med hjem i haven, men i stedet købe dem i specialplanteskoler, som af og til forhandler disse arter i potter. Hvis hullæbe skal trives som haveplante, bør den have lov at blive stående i potten med den oprindelige jord. Potten nedgraves med potte kanten i jordoverfladen, vandes i tørre perioder og vinterdækkes let med granris. Særlig vanskelige arter kan tages ind om vinteren i kold hus eller frostfri kælder.
Anvendelse: Hullæbe egner sig til plantning i havens »orkidébed«, som bundplante mellem lyse træer eller buske, og sumphullæbe i sumpbedet ved havens vandparti.
Hullæbe (Epipactis) er en spændende plante i havens »orkidébed«.
Skovhullæbe (Epipactis helleborine) med de ejendommelige blomster i nærbillede.
Arter:
Glat hullæbe (Epipactis confusa) hører hjemme i bøgeskoven og findes i Danmark kun få steder. Den bliver 30-50 cm høj og har tynde, mat gulgrønne blade. Blomsterne er små, hængende og bleggrønne.
Rød hullæbe (Epipactis atrorubens) vokser direkte i skrivekridtet på Møns Klint; den bliver kun 20 cm høj og har grådunede stængler og brunligt purpurrøde blomster med en fin vaniljeduft. Den kan plantes i et stenbed med kalkrig, veldrænet jord i fuld sol.
Skovhullæbe (Epipactis helleborine) er ret almindelig i Østjylland og på Øerne. Det er en 50 cm høj plante med klæbrig-dunhårede stængler, lancetformede blade og en mangeblomstret, ofte ensidig blomster klase. Udvendig er blomsterne grønne, indvendig violette. Blomsterne er duftløse, men indeholder megen nektar, som ligefrem bedøver de bestøvende hvepse, så de kun vanskeligt kan flyve videre. Blomstringstiden strækker sig over to måneder, fra juli til august. I haven kan skov hullæbe anvendes som skovbundsplante i humusrig jord.
Storblomstret hullæbe (Epipactis leptochila) er fundet vildtvoksende på Østfalster og Møn. Den minder meget om skovhullæbe, men har en meget spids læbe på de helt grønne blomster, der er uden violet anstrøg. Blomsterne er meget store, ofte 2,5 cm brede.
Sumphullæbe (Epipactis palustris) er ret almindelig i Danmark; den vokser ofte i store kolonier, hvor den breder sig til alle sider ved hjælp af de krybende jordstængler. Dens stængler bliver 30-40 cm høje; de er dunhårede med lancetformede blade, der har rødlig underside. Blomsterne er store, udvendig brungrønne, indvendig hvide med røde striber. Arten blomstrer i juli og bestøves af småfluer. I haven kan sumphullæbe plantes i et sumpbed, men udvikles dog også i almindelig havejord på et solrigt sted, blot man sørger for omhyggelig vanding.
Tætblomstret hullæbe (Epipactis purpurata) vokser i bøgeskove på en bund af plastisk ler; den er især fundet i Østjylland. Rodsystemet er kraftigt, og rødderne når ofte 1 m ned i jordbunden. Fra den lodrette jordstængel udvikles flere blomsterstængler, som kommer til at stå tæt sammen; de bliver 30-60 cm høje, har smalle grågrønne blade og en tætblomstret klase med hvid grønne blomster.
Skadedyr: Frilandsorkideer angribes ofte af snegle, som bekæmpes med et sneglemiddel, der udlægges på jorden rundt om planterne.