Slægten er udbredt i Sydeuropa og har fået navn efter den italienske botaniker Pietro Matthiolo (1500-77), der var kejser Maximilian IIs livlæge og forfatter til en urtebog. Matthiola incana, der er den mest almindeligt dyrkede af levkøj-arterne, falder i to grupper, sommerlevkøj. der dyrkes på friland om sommeren, og vinter levkøj, der dyrkes i væksthus og anvendes til buketter.
I vild tilstand bliver planten indtil 70 cm høj med hele eller let delte, gråfiltede blade og lange klaser med velduftende, enkle blomster. Denne type er ret værdiløs i kultur, hvor man foretrækker store, fyldte blomster. De fyldte blomster er imidlertid sterile og giver ikke frø; frøavlerne må derfor til stadighed udså frø fra enkeltblomstrede, der rummer anlæg for fyldtblomstrede typer. Ved frøudsæd bliver ca. 60% fyldtblomstrede og ca. 40% enkeltblomstrede. Ved en særlig kulturrnetode og teknik kan den del af småplanterne, der vil give enkelte blomster, frasorteres, hvilket især har betydning ved dyrkning i væksthus.
Enkeltblomstret levkøj.
Vækstkrav: Levkøj kræver en næringsrig, kalkholdig, noget leret jord og bør vokse på solåbne steder.
Pleje: Frøet sås på blivestedet i aprilmaj. Ønskes en tidligere blomstring, sås frøet i væksthus eller bænk i april, prikles eventuelt i kasser, når planterne har 4-6 løvblade og udplantes efter hærdning i maj. Afstanden mellem planterne afhænger af sorterne, men varierer fra 20 til 45 cm. Når knopperne er ved at folde sig ud, fjernes eventuelt de enkeltblomstrede planter. Den mest almindeligt dyrkede sort er 'Nizza', der bliver ca. 60 cm høj og kan købes i blandede farver.
Andre arter: Matthiola longipetala bliver ca. 50 cm høj. Planten er enårig, bladene er fjersnitdelte og blomsterne er purpur eller lyserøde; de er alle enkle og er kun åbne om aftenen og om natten. De dufter som vanilje.