På De Caraibiske Øer kalder man den spiselige maniok-rod »yuca«, og man mener, at Yucca-slægten har fået sit navn, fordi dens unge blomsterstængler ligeledes er spiselige og i ristet tilstand ligner maniok (Manihot esculenta). Yucca-slægten omfatter omkring 30 arter, der findes i Caraibien, Mellemamerika og den sydlige del af Nordamerika. De har mere eller mindre forveddede stammer, der hos nogle arter er underjordiske eller nedliggende og undertiden ganske korte, men som hos andre arter kan nå en højde på en halv snes m og endda være flittigt forgrenede. Bladene, der danner rosetter øverst på stammen, er smalle, lange, læderagtige og kødfulde, i reglen stive og ofte med en stikkende spids. Blomsterne er klokkeformede, hvide eller gullighvide, kortstilkede og hænger i store toppe eller klaser.
Palmelilje (Yucca filamentosa) er en imponerende staude til en lun plads med veldrænet, gerne sandet jord og i fuld sol. Her sammen med pragtskær, pryd græsser og buketroser.
Den almindeligst dyrkede palmelilje på friland er Yucca filamentosa, som næsten til forveksling ligner den her viste art, Yucca flaccida.
Vækstkrav: Selvom man må opdele arterne i to grupper, nemlig dem, der kan vokse på friland, og dem, som kun kan klare vinteren i koldhus, er vækstkravene alligevel i det store og hele ens: de tåler ikke stående vand i jorden og skal derfor have godt dræn; de er kraftigtvoksende og må derfor dyrkes i en næringsrig jord, og især om foråret må de have et ekstra tilskud af gødning og vand. De er varmekrævende og tåler meget sollys. På friland foretrækker de en lun syd- eller vestvendt krog, og koldhus-planterne trives godt ved at tilbringe sommeren på et lignende beskyttet sted i haven. Om vinteren må de kun vandes sparsomt.
Yucca aloifolia er en dekorativ stueplante, som på grund af sin størrelse især anvendes i vinterhaver, forhaller og kontorlandskaber.
Anvendelse: Yucca-arterne har ofte blomsterstande på 1 m eller mere, og med de smukke og ofte høje stammer og karakteristiske bladrosetter hører de til blandt vore mest seværdige koldhusplanter. De arter, der kan klare vinteren på friland, er velegnede på sydsiden af stenbedet, langs en husmur, blandt prydgræsser eller som solitærplanter i græsplænen eller ved terrassen.
Formering: I naturen er palmeliljernes bestøvning afhængig af et enkelt insekt, natsværmeren Pronuba yuccasella, også kaldt yucca-møllet. Den lægger et eller to æg i yucca-blomstens frugtknude, samtidig med at den foretager bestøvningen. Larven æder senere nogle få af frøene; men der bliver altid rigeligt tilovers til formeringen. Her i landet, hvor der ikke findes yucca-møl, er frøsætningen afhængig af kunstig bestøvning, som let foretages med en blød pensel. Skal man kun bruge et begrænset antal planter, vil det dog i reglen være lettere at afskære sideskud, som optages med deres rodnet. De arter, som har en overjordisk stamme, kan opformeres ved stængel- eller rettere stammestiklinger.
Arter:
Yucca aloifolia (= med aloelignende blade) er især i de senere år blevet en populær stueplante. Den har grågrønne. stive, savtakkede blade og kan i naturen danne en op til 6 m høj stamme, hvad man dog næppe vil opleve på vore breddegrader. De hvide blomster, som sidder i 40-60 cm lange stande, udvikles desværre sjældent hos os. Sorten 'Marginata' har hvide eller gullige bladrande, mens bladene på 'Tricolor' har et rødligt skær og en hvid midterstribe.
Yucca australis er med sin 8-10 m høje, forgrenede stamme den største af de dyrkede arter. Den får hvide blomster i meterlange, hængende klaser, men kan ikke overvintre på friland.
Yucca baccata har en meget kort stamme, men danner mange rosetter af
stive, blågrønne blade, der har rødbrune bladrande, som ofte flosser lidt. De hvidgule blomster sidder i meget store, oprette stande, og efter befrugtning kan planten sætte ægformede frugter, som er spiselige. Kun til koldhus.
Yucca elephantipes, elefantfods-yucca, kan få en 6-8 m høj stamme, som er opsvulmet forneden, hvorfor den kan have en overfladisk lighed med en elefantfod. Den har blanke, grønne blade og hvide blomster i 80-90 cm lange stande. Kun til koldhus.
Yucca filamentosa er den mest dyrkede art på friland. Artsnavnet, som betyder trådet, har den fået, fordi de grågrønne, spidse blade i bladranden flosser op i en mængde fine tråde. Den. har en kort, underjordisk stamme, hvorpå der i reglen dannes en mængde siderosetter med selvstændigt rodnet, som kan anvendes ved formeringen. De hængende, klokkeformede, grønlighvide blomster, der fremkommer i august, sidder i store stande på meterhøje stængler. Sorten 'Elegantissima' er kraftigere end arten.
Yucca flaccida minder om den foregående, men har mere slappe blade og mangler de karakteristiske flossede bladrande. Den kan dyrkes på friland, men bør vinterdækkes med f. eks. grangrene.
Yucca glauca har en kort, nedliggende stamme med lange, grågrønne. hvidrandede blade, der er lidt flossede i kanten. Blomsterne er grønlighvide. og planten er fuldt hårdfør på friland.
Yucca karlruhensis er en krydsning mellem Yucca filamentosa og Yucca glauca, og den er lige så hårdfør som forældrene. Den har stive, blågrønne blade og en meget høj blomsterstand af hvide blomster med et svagt rosa skær.