VIGTIGT LED
Remontantroserne, (billede: 'Jules Margottin') som fik status som egen gruppe i 1837, udgør grænsen mellem gammeldags og moderne roser. Slutningen på en epoke og begyndelsen på en ny. De blev til med hjælp fra næsten alle dengang tilgængelige roser, så det siger sig selv, at udseendet kan skifte. Egentlig er de mere en ide end en gruppe roser med speciel karakter. Trods det, eller måske netop derfor, blev de enormt populære, da de lanceredes. Uanset smagsretning fandt alle deres specielle favorit. At roserne blomstrede flere gange, gjorde dem naturligvis ikke mindre attraktive. Desuden dufter praktisk taget samtlige! De sande specialister skelner mellem remontantroser, der dufter som centifolieroser, og dem, der dufter som damascenere. De førstnævnte har lidt mildere duft, de sidstnævnte tungere og stærkere. Af de mest kendte er der kun en eneste, som ikke dufter, nemlig 'Frau Karl Druschki', der med sine store, hvide blomster nok er den allersmukkeste af remontantroserne. Desværre også en af de mest sarte.
Der skabtes remontantroser både i England og i Tyskland, men frem for alt i Frankrig, og det var også der, de allerførste dyrkedes frem, bl.a. hos M. Laffay, som undertiden kaldes remontantrosens fader. Forædlingen var ikke uden problemer, for det viste sig, at rosernes remonteringsevne i mange tilfælde svækkedes med årene, og senere, da man havde fundet materiale, som gav mere pålidelig remontering ved indkrydsning af teroser, svækkedes hårdførheden. Meget afhænger af, hvordan det lykkes at få dem til at modne af.
Remontantroser findes i forskellige rosa og røde nuancer, men det er sparsomt med hvidt, og gult lyser helt ved sit fravær. Blomsterne på de allerældste sorter ser typisk gammeldags ud med hårdt pakket centrum, ofte med synlig midterknap, og større, lidt løsere pakkede ydre kronblade. De noget yngre remontantroser har i reglen store, tætfyldte blomster, og de alleryngste ser næsten ud som tehybrider med højt centrum. Samtlige har et hovedflor for siden hen at komme igen med flere blomster. Efter en pause! Den engelske betegnelse »hybrid perpetual« er misvisende, eftersom perpetual betyder stadigt blomstrende.
Buskene er i reglen kraftige og omtrent meterhøje, ikke altid så smukke i væksten, hvilket kan hænge sammen med, at forædlerne i høj grad rettede opmærksomheden mod roser til udstillinger. Der er det blomsten, frem for alt i knopstadiet, som er vigtig, og remontantroserne har desuden den fordel, at de folder sig ud langsomt.
Efter en intensiv periode kølnedes interessen for remontantroserne omkring århundredskiftet. De blev udkonkurreret af nye roser, som de blev brugt til at krydse frem, nøjgtig som deres egne forældre blandt portland- og bourbonroserne forsvandt ud af billedet, da de selv lanceredes. Remontantroserne kom til kort ved sammenligning med tehybridernes bedre remonteringsevne og det tiltrækkende farvespektrum, som blev resultatet af krydsningerne med gule roser. Det fra starten så rige sortiment - i midten af 1800-tallet fandtes der flere tusinde krydsninger - er skrumpet betydeligt ind. I specialsortirrienter findes der gerne højst omkring 50.
Ligesom portlandroserne kræver remontanterne ekstra af både næring og vand. Eftersom de blomstrer meget og vokser kraftigt, må de have forrådene fyldt op. For at få så mange blomster som muligt, kan man tillempe den gamle, engelske teknik, som kaldes »pegging down«. Skud, som er kommet ved basis i den foregående sæson, lægges vandret, og så kommer der blomster langs hele grenen. Grenene kan bøjes ned ved hjælp af gaffelgrene, men højtvoksende remontantroser, fx 'Souvenir d'AIphonse Lavallee', kan med fordel sættes i espalier, og så er det nemt at binde grenene op vandret. Vælger man denne vækstform, skal beskæringen naturligvis være minimal.
Andre remontantroser: 'Archiduchesse Elisabet d'Autriche', rosa, tætfyldt (Moreau-Robert 1881); 'Baronne Prévost', lysrosa, tætfyldt (Desprez 1842); 'Empereur du Maroc', mørkt karminrød, fyldt (Bertrand-Guinoisseau 1858); 'Erinnerung an Brod', cerise-purpurrød, tætfyldt (Geschwind 1886); 'Frau Karl Druschki', hvid, halvfyldt (Lambert 1901); 'Général Jacqueminot', mørkt karminrød, halvfyldt (Roussel1853); 'Gloire de Ducher' , karminrød, fyldt (Ducher 1868); 'Hugh Dickson', karminrød, fyldt (Dickson 1905); 'John Hopper', karminrosa, tætfyldt (Ward 1862); 'La Reine', rosa, tætfyldt (Laffay 1842); 'Magna Charta', karminrosa, fyldt (Paul 1876).