Slægtsnavnet Crambe er græsk og betyder kål. Strandkål er vildtvoksende langs vore kyster og har i århundreder været anvendt som køkkenurt og som middel mod skørbug. Planten er en staude med tyk, stærkt forgrenet jordstængel og udløbere. De store, smukke, blå duggede blade har en sej og hård konsistens, og planten blev derfor tidligere kaldt hårdkål. De hvide blomster er samlet i en tæt top; frugten er uopspringende og delt i to led, hvoraf det øvre er kuglerundt med et frø, mens det nedre er lille og goldt.
Vækstkrav: Planten er nem at dyrke, og den er sund og meget hårdfør. Vokser bedst på en let sur jord og gerne en jord iblandet tang.
Pleje: Strandkål formeres ved frø eller ved rodstiklinger, der udplantes i marts-april. Stiklingerne plantes, så at den øvre del er dækket af ca. 1 cm jord og med afstanden 30-45 cm. Efter to år kan stilkene høstes i april-maj.
Anvendelse: Strandkål plantes sjældent i danske haver, men dyrkes stadig en del i England, hvor de unge bladstilke bleges i lighed med asparges. Den er især i det tidlige forår en udmærket grønsag, der spises kogt.
Strandkål (Crambe maritima) tåler havgus og trives på sandet og stenet jord. I gamle dage var den en skattet grønsag.
Andre arter: Kæmpestrandkål (Crambe cordifolia) fra Kaukasus kan blive 2 m høj. Blomsterstanden er rigt forgrenet og bærer talrige hvide, sødtduftende blomster i maj-juni. Bladene er store, hjerteformede og groft tandede i randen. Bladfarven er grøn med en let violet tone. Planten kan anvendes som solitærplante og er særlig smuk på en baggrund af mørkegrønne stedsegrønne træer eller buske.