Teroser kan blive 2-3 m høje; de var især populære i bedstemors have, ikke mindst den vellugtende 'Gloire de Dijon'.
Den ægte terose (Rosa odorata) stammer fra Kina, hvor den har været dyrket langt tilbage i tiden. Det er en stedsegrøn eller vintergrøn klatrerose med indtil 10m lange ranker, forsynet med spredte, krumme torne. Bladene er sammensat af 5-7 aflangt elliptiske småblade, der er 2-7 cm lange. Bladranden er skarpt savtakket, og bladoversiden er glinsende grøn. Blomsterne sidder enkeltvis eller få sammen; de er hvide, lysrosa eller lysegule, enkle eller fyldte, 5-8 cm i tværsnit. Bægerbladene er helrandede.
En af de første teroser blev bragt fra Kina til England 1809 under sortsnavnet 'Hume's Blush Tea Scented China'; den havde halvfyldte, længeblomstrende, rosa blomster. De knuste
kronblade og løvblade skulle have afgivet en duft, der mindede om tebladenes duft og var årsag til sortsnavnet.
Dyrkning: Teroser er noget sartere end de moderne roser og kræver derfor en lun plads og måske nogen vinterdækning med granris. Jorden skal være let, porøs og næringsrig, og der må ikke forekomme stående vand i vinterhalvåret. Planten kræver ingen særlig beskæring udover en bortfjernelse af de ældste skud ned til basis sent om foråret. I det danske klima er teroserne ikke stedsegrønne, men taber løvbladene ved nytårstid.
Anvendelse: De kraftige teroser er velegnede som espalierplanter op ad en sydmur, et raftehegn eller et plankeværk. De kan drives i blomst ret tidligt og kan til dette formål plantes i et uopvarmet hobbydrivhus.
Sorter: Den ægte terose blev i engelske og franske planteskoler krydset med især de såkaldte noisetteroser, og afkommet blev kaldt »teroser«. Der opstod en lang række sorter med varierende egenskaber; men de fleste af disse sorter eksisterer ikke mere. Dog kan man stadig finde de nedennævnte sorter dyrket, og i specialplanteskoler kan man ofte være så heldig at kunne erhverve planter af dem.
'Fortune's Double Yellow' blev af Robert Fortune fundet i en have i Ningpo i Kina og i 1845 bragt til England; det er en 3 m høj busk med let fyldte blomster, indvendig guldgule, udvendig svagt rødlige og med en kraftig duft.
'Gloire de Dijon' er tiltrukket af den franske rosendyrker J acotot i 1853; trods sin høje alder er den bedre end mange af de moderne klatreroser. Den bliver 3 m høj med fyldte, skålformede blomster, 10 cm i diameter; farven varierer fra ravgul over gråliggul til orangegul med rosa skær. Duften er stærk og fin. I fugtigt vejr bør de visnende blomster fjernes med rosensaksen, da de ellers rådner på planten. Den blomstrer i juni-juli og remonterer senere på sommeren. Den er velegnet til dyrkning op ad en mur eller et raftehegn, men er tilbøjelig til at blive bar forneden; det kan skjules ved en passende »fodpose « af f.eks. lavendel.
'Marechal Niel' er muligvis en frøplante af noisetterosen 'Chromatella', tiltrukket af den franske rosenekspert Pradel 1864. Den egner sig bedst til et varmt klima, som man kan skaffe den i et lille drivhus; her plantes denne klatre rose op ad et espalier midt i huset, så at rankerne kan udfolde sig i deres fulde længde, op til 4 m. Blomsterknoppen er lang og spids, blomsten stor og fyldt, guldgul eller bronzegul; blomsterstilkene er ret svage og bløde. Blomsten har en pragtfuld duft.
De gamle teroser blev krydset med remontantroser, og resultatet var de moderne tehybrider, se denne artikel.