Ask er et højt, rankt træ med en hvælvet, ret åben krone. Barken er glat og grå, men på ældre træer kan der komme en mørk skorpet bark.
Bladene er uligefinnede med 7-11 lancetformede, savtakkede småblade. Bladene er modsatstillede. Bladknopperne er sorte, hvilket er et sikkert kendetegn på ask om vinteren. Blomsterne er hos den almindelige ask uanselige. De er grønlig-gule med mørkerøde eller violette støvknapper og sidder i en mangeblomstret, kortstilket kvast. Blomsterne mangler såvel bæger som krone. Blomsterne kan være særkønnede eller tvekønnede, og ofte findes såvel han- og hunblomster som tvekønnede blomster på samme træ. Ask har vindbestøvning.
Blomstringen finder sted sidst i maj eller først i juni, før løvspringet. Frugterne er flade nødder med 3-4 cm lang vinge og bliver spredt af vinden.
Ask trives kun i god jord med ret rigelig adgang til vand og træffes oftest ved vandløb. Jorden skal også helst være noget kalkholdig. Hvor der er ask, vil man også ofte finde den flerårige brændenælde, som også har ord for at kræve god jord.
Ask holder som ung af noget skygge, men vokser snart op til sol og vind.
Rodnettet er tæt, og ikke meget trives under det. Det tager vand med den stærkeres ret.
Ask formeres let ved frø. Særlige typer formeres på frøplanter ved podning eller okulation. Omplantning af unge aske plejer at lykkes godt. Ask er af naturen et selskabeligt træ, som træffes i blandet skov. Den trives godt i parker og kan benyttes som vejtræ. Ask synes meget tolerant over for os og røg i byerne. Askens ved er sejt og smidigt og var tidligere meget benyttet til skafter til redskaber som økser, spader og grebe og til ski og andre ting, som skulle kunne formes. Det blev også brugt til hjulfælge, skagler og vognstænger samt til bygningstømmer. Basten er sej og stærk. Ask er et udpræget gavntræ. Måske af den grund, måske fordi det bliver så stort, var asken før kristendommen et helligt træ i Norden. Guderne mødtes på tinge undet det hellige træ, Ygdrasil, og besluttede at skabe Jorden, og Odin formede det første menneske, Askur, af ask.
I oldtiden var asketræet et helligt træ, i nutiden et velegnet træ til parker og vejplantninger.
Den gulbladede form, Fraxinus excelsior »Aurea« vokser ret langsomt og kan være dekorativ.
Der findes enkelte have- eller parkformer af ask. Fraxinus excelsior 'Diversifolia' har kun et eller ganske få småblade. 'Westhofs Glorie' har en bred, oval krone og er et godt alletræ. Sorten 'Jaspidea' har gullige blade og gul bark, som er særlig påfaldende om vinteren. Kronen er meget bred. 'Pendula', som må formeres ved podning på en høj stamme, anvendtes tidligere meget på kirkegårde.
Der findes i alt ca. 60 arter af ask, og de fleste ligner den almindelige.
Fritstående ask med gul høstfarve.
De amerikanske ask er alle hårdføre i Danmark. Fraxinus americana er et meget højt træ. Bladene er hviddunede på undersiden og bliver gule til purpurfarvede ved løvfald. Tømmeret er værdifuldt. Fraxinus pennsylvanicaog dens varietet 'Lanceolata' er gode alletræer. Fraxinus omus, manna-asken, fra Sydeuropa har i modsætning til de andre aske både bæger og krone. Blomsterne er hvidlige og ser godt ud i blomstringstiden. Manna-asken bliver ikke mere end 6-10 m høj. Det dyrkes i sin hjemegn, hvor man tapper træet for dets sukkerholdige saft, manna. Det er et fortrinligt træ i mindre haver, hvor den almindelige ask vil blive for voldsom.
I gamle dages løvenge stynede man asketræerne for at anvende topskuddene som vinterfoder til kreaturerne.
--