Muskattræet stammer fra Molukkerne, hvor det danner et ca. 10 m højt træ med en noget spinkel grenbygning. Bladene minder en del om laurbærblade og er som disse aromatiske og har gennemskinnelige kirtler med muskatolie. Træet er sambo med enkønnede, hvidgrønne blomster i små klaser. Den pærestore frugt er en enrummet kapsel med et frø; kapslen åbner sig med to klapper. Det store frø har en fliget, rød frøkappe, der sælges under navnet muskatblomme. Det hvide frø, muskatnødden, presses til olie eller muskatsmør, men kan også syltes helt. I mange århundreder har muskat været et eftertragtet krydderi, som var kendt i Europa allerede inden de store opdagelsesrejser. Den gode indtægt fra handelen blev tidligt beskyttet ved forbud mod at fjerne spiredygtigt frø fra øerne.
Muskattræet har uden for troperne kun interesse for botaniske haver.