Skovranke - Clematis

Skovranke er det danske navn på en række arter af småblomstrede klema­tis. Det er løvfældende buske, som klatrer op i andre planter dels ved hjælp af de lange, bløde stængler, dels ved hjælp af bladstilkene, der snor sig om værtsplantens kviste og grene. Hvis planterne ikke har noget at vokse op ad, danner de hurtigt uskønne, sam­menfiltrede buske, der mest af alt ligner en høstak. Man skal derfor altid I sørge for støtte til skovranke, enten i form af et kraftigt træ eller et espalier af trælister eller ståltråd.

Skovmærke har det botaniske navn Galium adaratum, men i plantekatalogerne findes den stadig under det gamle navn Asperula odorata.

Vækstkrav: Som de øvrige klematis blomstrer skovranke rigest og smuk­kest, når de blomstrende skud befinder sig i fuld sol; men som alle skovbunds­planter skal de have rødder og rodhals i skygge, så at jorden aldrig tørrer helt ud. I haven skal de derfor plantes i en »fodpose« af lave stauder eller buske, f.eks. lavendel, potentil, guldnælde, høstanemone eller vintergrøn.

Bjergskovranke (Clematis mantana 'Ru­bens') har lyserøde blomster om foråret.

Pleje: Skovranke formeres ved frøud­sæd straks efter frømodningen eller ved urteagtige stiklinger, der stikkes i væksthus i juni-juli. I planteskolen købes de som pottekultiverede plan­ter, der kan udplantes i haven i hele vækstsæsonen. Nyplantede eksempla­rer skal i begyndelsen ledes hen til og op ad espalieret, men kræver derefter ingen særlig pasning. I meget tørre perioder skal de vandes, og om efter­året kan man dække jorden omkring dem med spagnum, bladjord eller en­hedsjord. Beskæring og udtynding kan foretages straks efter afblomstringen.

Anvendelse: I mindre prydhaver kan skovranke plantes op ad et espalier på husets øst- eller vestmur. Raftehegn kan dækkes med skovranke; men smukkest er planterne, når de får mere naturlige betingelser. Man kan f.eks.

anbringe planten ved foden af et stort træ og binde de unge ranker fast til træstammen; snart vil skovrankens stængler brede sig i trætoppen, hvor blomstringen vil finde sted. I naturha­ven er skovranke særlig velegnet. Her kan den krybe rundt i skovbunden og helt dække jorden, samtidig med at dens stængler af sig selv finder op i træer og buske, hvor dens tætte grensy­stem giver gode muligheder for rede­pladser til havens fugle.

Arter:

Almindelig skovranke (Clema­tis vitalba) er den kraftigste art; dens stængler kan blive over 10 m lange. De små flødefarvede blomster sidder i tæt­te stande lige fra juli til langt ind i september. Efter afblomstringen ud­vikles smukke, fjerformede frøstande, der bliver siddende til langt hen på vinteren. Allergiske personer kan få udslæt af saften fra denne art.

Bjergskovranke (Clematis montana) er sikkert den mest populære skovranke;

dens grene kan blive 10 m lange. I maj-juni bærer den et væld af hvide, 4-5 cm store, flade blomster på lange stilke.

Mere plantet end arten er den rød­blomstrede sort Clematis montana 'Rubens'; den er velegnet til dækning af et espalier eller større raftehegn. Den kan udtyndes og tilbageskæres straks efter afblomstringen.

Italiensk skovranke (Clematis viticella) vokser ret langsomt og bliver kun 4-5 m høj. Den har 4 cm store, purpurfar­vede blomster i august-september.

Vellugtende skovranke (Clematis flammula) har små hvide blomster, der dufter som bittermandel; de er samlet i store klaser og udvikles fra juli til langt hen i oktober. Den kræver en varm vokseplads i læ, og om vinteren må den beskyttes med granris. Efter nedfrys­ning vil den skyde frem på ny om foråret med indtil 4 m lange ranker.

Se også artiklen Klematis.

Frugterne af almindelig skovranke (Clemaris viralba) er besat med de smukke fjerformede, omdannede grifler, der forlænges efter afblomstringen.