Oprindelsen til det danske navn kan muligvis være ordet trøske = halvråddent træ og hentyder til inderbarkens mugne lugt. En anden forklaring går ud på, at tørst er beslægtet med det tyske ord drosseln = kvæle, kværke, en hentydning til de uspiselige bær. Slægtsnavnet Rhamnus stammer fra et græsk plantenavn, og artsnavnet frangula stammer fra latin frangere = brække og hentyder til træets skøre grene. Tørstetræ hører hjemme i Europa og Kaukasus og er en lille busk eller et buskagtigt træ med åben, vandret forgrening, som udelukkende består af langskud. Barken er grå og glat; inderbarken har en ubehagelig, muggen lugt, og barken har været anvendt til farvning. Den tørrede bark har desuden været brugt til fremstilling af et afføringsmiddel. Sortkrudt er således blevet fremstillet ved anvendelse af trækul, udvundet af veddet fra tørstetræ. Bladene er omvendt ægformede, 2-7 cm lange og 5 cm brede. De grønlighvide blomster udvikles fra bladhjørnerne i knippestillede kvaste, hver med indtil 10 blomster fra maj og langt hen på sommeren. Bægerbladene er betydelig større end de bitte små kronblade. Bærrene skifter farve fra grønne til røde og til sidst sortviolette; de er uspiselige.
Vækstkrav: Tørstetræ trives på næringsfattig jord, både tør og fugtig, og vokser lige godt i sol og i skygge. Det tåler udmærket luftforurening og kan derfor anvendes i byer og i industriområder.
Pleje: Planten formeres ved frøudsæd straks efter bærrenes modning eller ved aflæggere i det tidlige forår. Det er en nem plante, som ikke stiller store krav til røgt og pleje.
Tørstetræ (Rhamnus frangula) har uspiselige, men dekorative, sortviolette bær.
Anvendelse: Velegnet i naturhaven, i læbælter på al slags jord, som randplantning i industriområder og langs motorveje.