Bambus

Bambus er flerårige græsser. De fleste arter er tuedannende. Stråene er me­get kiselholdige og derfor meget hår­de. De enkelte strå kan vokse i et par år, men den største vækst finder sted første år. Det første år har stråene kun bladskeder, som omfatter stråene; dis­se bladskeder er mere eller mindre hårede. Andet år kommer der ved ledknuderne eller knæene en eller flere sidekviste, som bærer blade. Stråene, også kaldet stokkene, består af en række stængelstykker, hvert med led­knuder eller knæ. Mellem knæene er stængelstykkerne hos nogle arter trinde og maryfyldte, hos andre arter flade eller furede på den ene side, og stængelstykkerne kan være hule. Som tinge er stråene hårede, men de bliver senere glatte.

Bladskederne, som i det første år be­skytter de unge skud, er som nævnt ofte hårede. Hos nogle arter falder hårene ret hurtigt af, mens de hos andre kan sidde længe, og især kan hårene i spidsen af bladskederne blive hårde og kradsende.

De fleste bladskeder falder af det an­det år, når sidekvistene bryder frem ved knæene.

Sidekvistene er korte og stive. Bladene består af en bladskede, som omslutter kvisten, og fra denne kommer bladet, som er langt og smalt og oftest har en 'stilkagtig indsnævring mod bladske­den.

Bladene bliver siddende vinteren over, så bambus virker som en stedsegrøn plante. Under ugunstige forhold med kulde eller tørke ruller bladene sig sammen på langs og kommer til at ligne rør. Så snart forholdene igen bliver gunstige, retter bladene sig ud. Højden er varierende. Enkelte arter bliver ikke mere end 40-50 cm høje, mens de arter, som er mest plantet her i landet, bliver mellem 3 og 6 m. I deres hjemlande bliver disse arter op til 15-20 m.

I troperne bliver visse bambus meget høje og kraftige og benyttes bl.a. som bygnings­tømmer.

Bambus blomstrer meget sjældent her til lands. Vi har ikke varme nok, hverken tilstrækkelig høje temperatu­rer eller tilstrækkelig lange frostfri pe­rioder. Selv i deres hjemlande kan der gå flere år mellem blomstringerne.

Pleje: Alle bambus holder af en muld­rig, naturligt fugtig jord, men der må ikke stå vand ved roden om vinteren; bambus er ikke sumpplanter. Bambus kan tåle tørke i kortere perioder, men vil så stå med sammenrullede blade og se triste ud. Vil man have flotte bam­bus, må man ikke være karrig med gødning og vand.

Bambus er tolerante med hensyn til sol og skygge, men de bliver bedst i fuld sol. Planterne er meget vindføre, und­tagen hvor de er udsat for havgusen, som kan svide bladene en del. De mest benyttede bambus plejer at klare vore vintre godt. En dækning af roden med løvjord, visne blade eller granris om vinteren beskytter godt mod udtørring, men denne dækning bør først lægges på, efter at rodklumpen er vandet grundigt igennem.

Har frosten været meget streng og langvarig, kan stråene dø. Det kan især blive tilfældet, hvis den strenge frost kommer sammen med stærk sol. I sådanne perioder kan det være klogt at beskytte toppene med grangrene. Eventuelle frostdræbte stokke bør fjer­nes, så snart skaden kan ses. Bambus, hvis rødder ikke er ødelagt af frost eller udtørring, vil normalt skyde igen fra grunden.

Formering af bambus sker ved deling. Hos de tuedannende arter er tuerne lige så hårde som stråene, så der skal skarpe redskaber til, eventuelt en øk­se. Delingen bør ske om foråret, inden væksten begynder. Rødderne eller tu­en bør først gennemvandes grundigt, hvorefter man kan grave fri og skære eller hugge rodklumpen i stykker. Planterne skal ikke skæres ned før delingen.

Efter plantningen af de nye planter må man sørge for, at de ikke kommer til at mangle vand, til de begynder at gro igen. Det er den eneste tid, hvor bambus kan tåle at have det meget vådt.

Udtynding og beskæring består kun i at fjerne de stokke, som er døde. Bliver bambus-tuerne for store, kan man hug­ge noget af den yderste del af. Syg­domme og skadedyr plejer ikke at volde besvær, men bladlus kan dog forekomme.

Sort bambus er vel den mest benyttede bambus her i landet. Det er den nemmeste og mest hårdføre art.

Den siksak-voksende Phyllostachys bam­busoides danner kolossale bevoksninger i Sydøstasien. Her i landet kan den dyrkes i koldhus.

Anvendelse: De højtvoksende bambus kan plantes som solitærplanter eller i busketter. De kan også plantes som afgrænsning mellem dele af haven, så de fx indhegner køkkenhaven eller en legeplads. Er der foretaget en til­bygning, så der i husmuren er kommet en farveforskel, kan bambus skjule arret mellem de vejrbidte sten og de nye.

Man bør ikke plante bambus tættere end ca. 50 cm mellem de enkelte planter. Plantes bambus som hegn, kan man dog plante tættere for hurtigt at få den ønskede afgrænsning.

Den op til høje Pseudosasa japonica har ret brede blade, som næsten altid er i bevægelse.

De lave bambusarter kan bruges til at danne bund i busketter, ligesom de også er gode til at skjule mursokler. De stokke, som fjernes, fordi de er ødelagt af frost eller fordi planterne har bredt sig for meget, kan anvendes i haven til opbinding eller afmærkning. Der findes over 200 arter bambus, hvoraf de fleste er hjemmehørende i Sydøstasien. På grund af stokkenes hårdhed, styrke og forholdsvis ringe vægt bliver bambus brugt til mange formål, lige fra pilespidser og fiskekro­ge over kurve og møbler til tømmer i huse og broer. Bambus benyttes også meget til papirfremstilling. Mange ar­ters unge skud, som kan minde noget om asparges, er spiselige og udgør en vigtig del af kosten i mange egne.

Hårdføre bambusarter:

Der er fire ar­ter af bambus, som er fuldt hårdføre her i landet:

Gul bambus (Sinarundinaria murielae) kan blive indtil 6 m høj. Stokkene er gule og trinde med middelstore knæ, hvorfra der kommer mange kviste. Bladene er nøgne, mørkegrønne og skinnende, ca. 12 cm lange og 2,5 cm brede og stilkede. Bladene er lang­strakt tilspidsede og ender i en børsteformet spids. Bladskederne har bløde, glatte hår. Tuerne kan blive over 1 m brede. Gul bambus danner en tæt busk, som breder sig ved krybende jordstængler. Vægten af de mange kvi­ste med blade får toppen til at bøje sig graciøst. Gul bambus er velegnet til halvskygge og foretrækker en ret fugtig jord.

Japansk bambus (Pseudosasa japoni­ca) fra Japan vokser hurtigt op til  dekora­tive, 3 m høje blokke. Stokkene er brune til brunrøde og trinde. Knæene er små, og der kom­mer kun en kvist ved hvert knæ. Blad­skederne, som kan blive siddende me­get længe, er i begyndelsen grønne og stivhårede, men bliver glatte og bleg­brune. Bladene er lancetformede, 10-24 cm lange og 2-4 cm brede og langt tilspidsede. Bladene er på oversi­den glinsende mørkegrønne, mens un­dersiden er blågrøn. Japansk bambus holder af en frisk, velgødet jord med godt dræn. Den vokser godt til og breder sig hurtigt ved udløbere.

Shibataea kumasaca fra Østasien bli­ver næppe mere end 1 m høj. Stokkene er grønne og stærkt siksak-voksende. Stængelstykkerne er 3-8 cm lange med en tydelig flad side. Knæene er store, og der kommer 2-5 sidekviste ved hvert knæ. Bladene er indtil 12 cm lange og 2-2,5 cm brede, kortstilkede og langt tilspidsede. Bladenes overside er glinsende grøn, undersiden noget blålig. De unge blade er dunede.

Shibataea kumasaca bør have rigelig med gødning og vand for at få stærke stokke. Den breder sig stærkt ved udløbere. Nydelte planter bør pottes og stilles et beskyttet sted, til de har dannet nye rødder.

Sort bambus (Sinarundinaria nitida) bliver indtil 5 m høj med tynde, opret­te sortbrune skud. Bladskederne på de unge skud er rødlige og fint hårede og falder som regel af andet år, når kviste­ne bryder frem. Knæene er middelsto­re, og der kommer mange kviste ved hvert. Bladene bliver ca. 8 cm lange og 1,2 cm brede, kortstilkede og langsomt tilspidsende. Oversiden er friskgrøn, mens undersiden er blågrøn. Sort bambus breder sig ved korte vandrette jordstængler, og tuerne kan blive indtil brede. Den klarer sig fint i halvskygge og fugtig jord. Sort bambus er den mest hårdføre af alle bambusarter.

Frilandsbambus med vinterdækning:

Nogle arter bør vinterdækkes med vis­sent løv, let kompostjord og grangre­ne. I frostklare perioder bør toppene beskyttes mod solen med grangrene. Arterne kan også dyrkes i kar eller baljer og flyttes ind i et koldhus om vinteren. De bør under alle omstæn­digheder have en beskyttet plads.

Arundinaria simonii bliver indtil 3 m høj. Leddene er lange, trinde og gul­brune. Ved de fine knæ kommer der talrige kviste.

Arundinaria viridi-striata bliver ca. 1 m høj med slanke, gule og trinde stokke, fine knæ og mange kviste. Bladene har gulgrønne striber.

Phyllostachys-arterne har en krybende rodstok. Stokkene har ret korte og hule led, som er tydeligt flade eller furede på den ene side. Knæene er grove, og der kommer 2-3 kviste ved hvert. Phyllostachys danner som unge planter tuer, men ældre planter kan sende rodskud ud, som dukker op indtil 10 m fra planten.

Phyllostachys aurea bliver 3-5 m høj med 2-2,5 cm tykke, siksak-formede skud. De unge skud er grønne, men bliver efterhånden strågule. Bladene er små, 5-10 cm lange og 1-2 cm brede.

Phyllostachys flexuosa bliver næppe mere end høj med slanke, siksak­formede stokke. Stokkene er først grønne, senere næsten sorte. Bladene er 5-10 lange og 1-1,5 brede.

Phyllostachys nigra bliver 2-3 m høj med ca. 2 cm tykke stokke. Stængel­stykkerne er i begyndelsen grønne, men de bliver lidt efter lidt prikkede og til sidst næsten helt sorte af sortpurpur eller sortbrune pletter. Bladene er 5-10 cm lange, 0,5-1,5 cm brede og meget tynde.

Phyllostachys viridi-glaucescens kan blive 6 m høj. Stængelstykkerne er grønne og ofte meget uregelmæssige. Bladene er 5-10 cm lange og 1-2 cm brede, langt tilspidsede med håret ba­sis. Farven er grøn til blågrøn.

Sasa-arterne fra Japan danner ret små bambus, som breder sig ved udløbere. Stokkene er trinde og ofte siksakfor­mede. Ved hvert knæ udvikles en - sjældnere to - kviste. Bladskederne har udstående, ru børstehår.

Sasa distica bliver 25-75 cm høj og har grønne, hule og siksak-formede strå. Bladene er 1-6 cm lange og 5-8 mm brede, smalt tilspidsede og med en kort stilk.

Sasa palmata bliver 1,5-2 m høj med brunlige stokke. Leddene er trinde og lange; knæene er små. Bladene er kortstilkede, ca. 30 cm lange og 8 cm brede, langt tilspidsede. Oversiden er lysegrøn, undersiden blågrøn med gan­ske fine hår.

Sasa pumila har en slank, ca. 50 cm høj hul stok. Bladene er indtil 15 cm lange og 2 cm brede med en tydelig, lang spids. Arten formerer sig stærkt ved udløbere og er god til bunddække.

Sasa pygmaea har tynde hule stokke, som kan blive 50 cm høje. Der kom­mer mange kviste ved knæene. Blade­ne bliver indtil 12 cm lange og 2,5 cm brede. De er lancetformede med en meget kort stilk.

Sasa tesselata bliver op til 1,5 m høj med delvis hule stokke. Væksten bliver noget overhængende. Bladene kan bli­ve indtil 60 cm lange og 10 cm brede; de er langt tilspidsede og skarpt sav­tandede. Arten kan brede sig kraftigt.

Bambus til koldhus: De ovennævnte bambus overvintrer nogenlunde godt udendørs, såfremt de vinterdækkes til­strækkeligt og skærmes for alt for me­gen fugtighed i vinterhalvåret. De kan også dyrkes i baljer eller kummer, som flyttes indendørs om vinteren, eller de kan dyrkes udelukkende som kold­husplanter. De kræver ingen særlig høj temperatur i drivhuset om vinteren, blot en gennemsnitstemperatur på ind­til +10°C.

Desuden findes der nogle få bambus, som kun trives i koldhus på vore bred­degrader. Det gælder Arundinaria hindsii, Phyllostachys bambusoides og Phyllostachys nidularia.

Bambus til varmhus: Rent tropiske bambus bliver i deres hjemlande indtil 40 m høje og kan have en stammedia­meter på 50 cm. Nye bambusskud vokser med en hastighed af op til en meter i døgnet og når deres fulde længde i løbet af 2-3 måneder. De tropiske arter kan kun dyrkes i et varmt drivhus med jævn temperatur hele året rundt på over 20°C. De sender kraftige sideskud ud og bør derfor dyrkes i kummer af beton eller plast, så de ikke breder sig på bekostning af naboplanterne. De mest kendte trope­bambus til dyrkning i varmhus er Bam­busa arundinacea og Bambusa vulgaris samt Gigantochloa aspera.

--