Græsfrø

Grundlaget for en smuk og slidstærk græsplæne er først og fremmest de rigtige græssorter og den rigtige græs­frøblanding. Hver enkelt græsart stiller ganske bestemte krav til klima og jord­bund. De fleste steder er jordbunden meget uensartet sammensat, og det medfører, at den enkelte græsart ud­vikler sig forskelligt selv inden for et ganske lille areal. Derfor anvender man altid en blanding af flere slags græsfrø, som så tilpasser sig jordens fysiske og kemiske sammensætning. Det er højst sandsynligt, at enkelte af græs arterne i blandingen slet ikke tri­ves, men går ud, hvorfor græsplænen få år efter såningen har en helt anden procentvis sammensætning af græsser end i begyndelsen.

Til erstatning for de oprindelige land­brugsgræsser , der var helt uegnede til brug i have og på sportsplads, har frøfirmaerne skabt en lang række sor­ter af »miniturf-græsser«. Deres bed­ste egenskaber er langsom og lav vækst, fin grøn farve, modstandsdyg­tighed mod sol og tørke, mod sygdom­me og stærkt slid samt mod frost og fugtighed om vinteren.

Til større arealer kan det betale sig at købe de enkelte frøsorter hver for sig og udså dem i to omgange, det grove frø for sig og det finkornede for sig; men i en almindelig have står man sig ved at købe en af frøfirmaernes blan­dinger, som man, efter talrige forsøg og forædlinger, har erfaring for vil trives under bestemte lokale forhold.

Græsarter og græssorter.

I privathaven kan man anvende en lang række for­skellige græsarter, hvis egenskaber er beskrevet nedenfor. Inden for hver art er der udviklet bestemte typer eller sorter, der har endnu bedre egenska­ber end de oprindelige arter. Sorterne afprøves på Statens Forsøgsstation i Årslev. De afprøvede sorter får bog­stavet S efter sortsnavnet; det betyder, at sorten har fået tilkendt anerkendel­se ved statsforsøgene. Forædlingsar­bejdet med sorterne foregår hos dan­ske frøfirmaer, på hvis forsøgsmarker man i øvrigt kan studere resultaterne. Almindelig hvene (Agrostis tenuis) er et tuedannende græs med underjordi­ske udløbere. Den holder sig frisk­grøn, selv i tørke og på mager jord. Frøene er meget små. Sorten 'Bardot S' anbefales.

Krybende hvene (Agrostis stolonifera) er mere kendt under navnet fioringræs. Den danner store sammenhængende tæpper ved hjælp af de indtil 2 m lange, rodslående, overjordiske udløbere; derimod har den ingen underjordiske udløbere som almindelig hvene. Far­ven er matgrøn eller brungrøn, især i tørke. Den tåler ikke tæt skygge og er ofte modtagelig for sneskimmel. Den indgår i de fleste græsfrøblandinger , men er uegnet som »monokultur«. 'Kromi S' er en fin sort.

Kamgræs (Cynosurus cristatus) har ret grove, stive strå, samlet i tætte tuer. Det bliver først grønt sent på foråret. Det er en slidstærk græsart, velegnet til legeplæner, især på svær jord. Kam­græs indgår kun sjældent i de alminde­lige blandinger. Den bedste af sorterne er 'Credo S'.

Almindelig rajgræs (Lolium perenne) er en flerårig plante med løse tuer, hvis strå ofte er knæbøjet ved basis. Frøene er store og spirer godt, selv i tørke og på fasttrampet jord. Rajgræs anvendes især iblandinger, hvor det gælder om at få en grøn plæne på kort tid. Raj­græs er meget slidstærkt, hvorfor an­lægsgartnere anvender det i sports­blandinger; derimod er genvæksten ef­ter skader kun ringe. Man bør næppe anvende mere end 10% rajgræs i de gængse blandinger. Rajgræs har en god konkurrenceevne over for andre græs­ser i plænen, fordi det har en kraftig, vandret vækst. Af sorter anvendes bl.a. 'NFG S' og 'Pleno S'.

Italiensk rajgræs (Lolium multiflorum) er et ikke særlig stabilt tuegræs, hvis levetid kun er ganske få år. Anvendes i øvrigt som almindelig rajgræs. Almindelig rapgræs (Poa trivialis) er et småfrøet, finstrået græs med en frisk grøn farve. Det har ingen udløbere som engrapgræs, men skuddene kan lægge sig hen ad jorden og slå rødder. Slidstyrken er ikke stor.

Engrapgræs (Poa pratensis) er vort al­lerbedste have græs. Det er flerårigt med vandrette jordstængler og lange udløbere, så det hurtigt kan brede sig. Det trives i al slags jord, også på tør bund og i fuld sol, men mindre godt i stærk skygge. Det er meget slidstærkt og har en god genvækst (retablerings­evne ) efter slid og skader. Derfor ind­går det som en vigtig bestanddel i blandinger til sports plæner og andre arealer med stærkt slid. Ofte bruger man op til 50% engrapgræs i sports­blandinger. Også på tørre skråninger og på vejrabatter er det en god græs­art, som langs vejene ofte vokser helt ud til asfaltkanten uden at tage skade. I privathaver bruger man sorter som 'Fylking S' og 'Petit S'.

Rødsvingel (Festuca rubra) er et fler­årigt græs med vandret krybende jord­stængel og underjordiske udløbere. Denne art anvendes kun som land­brugs græs og til såning på vejskrånin­ger og andre større, ekstensivt udnyt­tede arealer. I haver og på sportsarea­ler anvendes den underart, som hedder Festuca rubra ssp. commutata eller Festuca nigrescens. Fordelen ved denne er, at den ingen udløbere har. Stråene er vissengrønne, i tørke ofte brunlige. Rødsvingel anvendes i de fleste frøblandinger, især sorter som 'Highlight S' og 'Puma S', begge uden udløbere, samt 'Grelo S' og 'Dawson S', begge med korte udløbere. De to sidstnævnte er særlig egnede til natur­haver med uklippet græs og som bund i en blomstereng.

Stivbladet svingel (Festuca duriuscula) minder meget om den vildtvoksende fåresvingel (Festuca ovina). Den er en smule grove re end rødsvingel og veleg­net til sportsplæner og legeplæner på tør jord. En af de bedste sorter er 'Biljart S'.

Vildtimoté (Phleum bertolonii eller Phleum nodosum) hedder også knold­rottehale på dansk. Den har ofte lange, overjordiske udløbere og stive strå, som forneden er knoldformet op­svulmede. Den er meget nøjsom og hårdfør og anvendes til boldplæner, le­gepladser og vejskrænter. Sorten 'No­bis S' overvintrer fint og tåler tørke.