Hvedeslægten omfatter flere arter, hvis oprindelse er uvis. Man ved, at hvede har været dyrket i 3. årtusind f.Kr. i Kina og på et tidligt tidspunkt i Ægyptens historie.
Almindelig eller blød hvede (Triticum aestivum) er antagelig ført til Europa fra den sydvestlige del af Centralasien. Græsset bliver indtil 1,5 m højt, og akset er ret langt og noget sammentrykt. Der er beskrevet flere hundrede former, der enten har stak eller er stakløse. Her i landet dyrkes de stakløse og inden for disse især vinterhvede. Godt 100.000 ha bliver hvert år sået til med denne type, hvoraf omkring 20 forskellige sorter dyrkes.
Hvert år dyrkes der over hele verden omkring 100.000 ha med hvede (Triticum aestivum).
Hvede benyttes i udstrakt grad som brødplante, og i det mellemste og sydlige Europa og i Nordamerika er hvedemel det vigtigste næringsmiddel for befolkningen. Hvedeklid, der er affaldet fra sigtningen, anvendes især som kreaturfoder og er både protein- og vitaminrigt.
Andre arter: Glas- eller hård hvede (Triticum durum) har en hård kerne, 2 korn i hvert småaks og lange stakke. Den dyrkes i landene omkring Middelhavet og stammer fra Etiopien. Den anvendes til makaroni, nudler m.m. og er meget proteinrig.
Enkorn (Triticum monococcum) har, som navnet siger, kun et korn i hvert småaks. Arten hører hjemme i Lilleasien og blev bl.a. i bronzealderen dyrket i Danmark. I dag dyrkes den på nogle få lokaliteter i Lilleasien og lande ved Middelhavet.