Endnu langt ind i det 19. årh. herskede der tvivl om mossernes generationsskifte, og man henregnede dem derfor til frøplanterne, idet man opfattede sporehuset som en langskaftet frugt og sporerne som frø. Mos tilhører sporeplanterne og består af primitive, blomsterløse planter, der formeres ved sporer og som yderligere karakteriseres ved generationsskifte med en kønnet og en ukønnet generation. Rødder mangler, men er erstattet af trådlignende rhizoider (hæftetråde), der kan optage vand og opløste salte gennem hele deres overflade.
Den grønne mosplante, gametofytten, indeholder grønkorn (klorofyl a og b) og udvikler kønsorganer.
Formering: Den grønne mosplante (gametofyt) udgør den kønnede generation og er den mest udviklede. Den indeholder grønkorn, der danner stivelse som oplagsstof. På gametofytten udvikles kønsorganer, hanlige sædgemmer og hunlige arkegonier. Når planten er fugtig af dug eller regn, bevæger sædcellerne sig over til de hunlige arkegonier, hvor de smelter sammen med ægcellen. Herved dannes den sporebærende generation (sporofyt), idet der af den befrugtede ægcelle udvikles et brunt skaft med et sporehus, i hvilket sporerne dannes. Sporofytten vokser videre og snylter altså på gametofytten, idet den næsten ganske savner assimilationsorganer og ikke er i stand til at ernære sig selv. Ved sporernes spredning og spiring opstår der en grøn, kønnet mosplante med sædgemmer og arkegonier.
Jomfruhår (Polytrichum pilosum) er et tuedannende mos. Den umodne sporofyt er først opret, men bliver senere nikkende eller vandret. Sporehusene er langstilkede og helt dækket af den langhårede hætte.
Mossernes store udbredelse skyldes ikke blot rigelig sporesætning; der sker samtidig en kraftig vegetativ formering, som for mange arters vedkommende langt overstiger den kønnede formering. I tørkeperioder bliver en del af den grønne mosplante nærmest sprød og brækker nemt af, og selv en ganske lille blad- eller stængeldel er i stand til, ved passende fugtighed, at videreudvikle selvstændige planter. Ligeledes har visse arter yngleknopper, der udvikles og afsnøres fra spidsen af mosplantens bladtænder; nogle mosser formerer sig kun sjældent ved den kønnede metode.
Sporofytten hos mos bærer sporer og indeholder kun sjældent grønkorn. Den må derfor snylte på den kønnede generation (gametofytten).
Inddeling: Mosserne inddeles i fem klasser: levermosser (Hepaticopsida), bladrnosser (Bryopsida), horn kapselmosser (Anthocerotopsida), sortmosser (Andreaeopsida) samt tørvemosserne (Sphagnopsida), hvoraf levermosserne og bladmosserne indeholder det største antal slægter.
Mosser bliver sjældent mere end nogle få cm høje. De vokser i sumpe, moser, lyngheder, skovbund og på klipper, og mange træer har karakteristiske mosbevoksninger. Desuden findes en del arter, der helst vokser på tørre steder, hvor de tilsyneladende er i stand til at tåle lang tids udtørring.
Anvendelse og bekæmpelse: I havebruget anvendes mos på forskellig måde. Bedst kendt er spagnum eller tørvemos (Sphagnopsida), der i vid udstrækning bruges i haver, på planteskoler og i handelsgartnerier; men mange andre mos arter finder anvendelse som dekoration.
Uønsket mosbevoksning på træstammer kan fjernes ved sprøjtning af træerne med vinterkarbolineum i januar-februar. Naboplanter tildækkes med plasticfolie eller sækkelærred, så de ikke svides af sprøjtevæsken. I græsplæner breder mosset sig på skyggefulde steder og næringsfattig jord. Mosset kan bekæmpes ved vanding med jernvitriol og afrivning af de døde mosplanter med en skarptandet rive (se artiklen Græs). Hvis man ønsker mos i fugerne mellem brosten og fliser, kan mosvæksten fremmes ved, at man hælder mælkevalle ud i fugerne.