Halm er den visne, tørre top af modne græsser. Ordet benyttes især om de strå, som bliver tilbage efter tærskningen af kornet. Der er ret stor forskel på halmen fra vore forskellige kornsorter.
Rughalm er den stiveste. Mejes den forsigtigt og tærskes, så kun den øverste del af strået med akset kommer i tærskeværket, fås langhalm, som er et fortræffeligt materiale til tagtækning og halmmåtter. Rughalmen har stor styrke og suger kun lidt fugtighed til sig.
Hvedehalm er ret blød og har stor evne til at opsuge fugtighed. Den er derfor meget velegnet til strøelse, og da dens avner mangler stak og er runde og bløde, er hvedehalm behagelig at ligge på for dyr. Blandet med hestegødning er hvedehalm grundlaget for champignondyrkning.
Byghalm suger fugtighed ret godt, men er oftest fuld af avner med de for
byggen karakteristiske lange, skarpe stakke, der gør byghalm mindre egnet til strøelse.
Havrehalm bliver ved fugtighed ubehagelig slimet, og den bløde halm falder hurtigt sammen. Er den tilmed fugtig, kan den danne slimede kager, som kan være vanskelige at ryste fra hinanden. Havrehalm bruges som en slags fyldfoder til bl.a. heste.
Kompost: Kompost af halm kan laves af alle halmtyper; men brug af havrehalm må frarådes. For at blive til god kompost må halmen nedbrydes; der må tilføres vand og kvælstof. Halmen bredes ud og trampes til i en ca. 35 cm høj bunke, som gennemvandes. Efter gennemvandingen tilsættes ca. 1,5 kg kalksalpeter pr. m². Dernæst lægges et nyt lag halm på, der trædes sammen til ca. 35 cm, vandes og gødes. Således bliver man ved, til stakken er 1,5-2 m høj. Der opstår derpå gæring i halmstakken, fordi halmen nedbrydes. Gæringen udvikler varme, som bevirker, at der fordamper en del vand. Halmstakken må af og til stikkes om, og de tørre steder må vandes. Ofte vil det være fordelagtigt at tilsætte lidt superfosfat til kompostbunken. En halmkompost vil være klar til at strø ud og grave ned efter 3-6 måneders forløb. Ikke-komposteret halm bør ikke graves ned i en have. Under formuldningen af halmen skal mikro-organismerne bruge en mængde kvælstof, som de kun kan tage fra den omgivende jord i konkurrence med de dyrkede planter; disse vil derfor komme til at lide af kvælstofmangel.
I drivhuse praktiseres af og til dyrkning direkte i halm. Denne metode kræver megen omhu og konstant tilførsel af vand og plantenæring. Den kan kun anbefales til brug i erhvervsgartnerier.