Prydgræs

Pampasgræs (Cortaderia selloana) udvikler smukke, ca. 150 cm høje aks i november-­december.

Prydgræsser finder anvendelse i de fleste haver. De afviger stærkt fra hinanden ved deres vækstform, blad­fylde og blomsteraks; men fælles for dem alle er, at de ikke stiller store krav til klima og jordbund og kun kræver et minimum af pleje.

Lampepudsergræs (Pennisetum alopecuroi­des) med overhængende vækst.

Prydgræsserne er enkimbladede plan­ter med græsagtig karakter. De fleste er enårige eller flerårige urter; men enkelte som bambus arterne er buske med træagtige stængler. Selv blandt staudegræsserne findes stedsegrønne arter, især i slægterne frytle og star.

Anvendelsen af pryd græsser må ske på baggrund af et nøje kendskab til de enkeltes højde, form og farve; de kan så til gengæld udgøre et smukt og særpræget indslag i havebilledet.

Smalbladet dunhammer (Typha angustifolia) skal have fødderne i vand, mens zebragræs (Miscanthus sinensis 'Zebrinus') t.v. på billedet foretrækker en mere tør jordbund.

Botanisk tilhører prydgræsserne fire forskellige plantefamilier: halvgræsser­ne (Cyperaceae), sivfamilien (Junca­ceae), dunhammerfamilien (Typha­ceae) og græsfamilien (Gramineae).

Vækstkrav: Prydgræsserne stammer fra vidt forskellige egne med varieren­de klima og jordbund, og de stiller derfor vidt forskellige krav til vækst­forholdene. Frytle trives bedst i skyg­ge, mens alle de øvrige vokser bedst i halvskygge eller fuld sol. Mosebunke og frytle skal have bladjord (skov­muld). Bambus, kogleaks, sødgræs og star skal have fugtig jord, mens frytle, dunhammer, siv og mange star skal stå »med fødderne i vand«. Alle de øvrige arter vokser godt i almindelig have­jord.

Pleje: Har græsserne først etableret sig i haven, kræver de ikke megen pas­ning; det skulle da være at holde dem lidt i ave, hvor de breder sig for meget på naboplanternes bekostning. Græsserne formeres lettest ved deling af større planter, enten tidligt om for­året eller straks efter afblomstringen i løbet af sommeren. Ingen af de dyrke­de pryd græsser kræver omplantning oftere end højst hvert 10. år; dog kan bjørnegræs og de andre svingelarter omplantes hvert 3. år, da deres tuer er tilbøjelige til at visne i midten, idet nyvæksten kun sker i plantens udkant. Græsserne behøver ingen gødning, og kun eng- og sumpgræsserne kræver vand; ingen af græsserne behøver op­binding. De ikke-stedsegrønne arter nedskæres om foråret og endelig ikke før vinterens komme! Ikke-hårdføre arter som guineagræs, kæmperør, pampasgræs og enkelte bambustyper bør vinterdækkes med granris. De sær­lig sarte som kæmperør og pampasgræs må ofte have særbehandling i form af opførelse af en vinterhytte, som kan skærme mod frost og især vintervæde.

Elefantgræs (Miscanthus sacchariflorus) er en udpræget solitærplante.

Af de lave arter anvendes 25 planter pr. m², af de øvrige fra 1 til 9 pr. m².

Anvendelse: Siv og sumpgræsser kan plantes på lavt vand i havens bassin eller ved bredden af bække, åer og søer. Skovgræsserne kan anvendes i havens »skovbund« under buske og træer; men langt de fleste er tørketå­lende steppeplanter og trives bedst i fuld sol i staudebedet, stenbedet, på tørmure og skråninger samt som soli­tærplanter ved terrasser og siddeplad­ser.

I Planteskemaer findes en oversigt over de vigtigste prydgræsser. De fleste af disse er omtalt i specialartikler under deres danske navne.

Sort bambus (Sinarundinaria nitida) er ikke lige så kraftigtvoksende som gul bambus (Sinarundinaria murielae), men har til gengæld en finere struktur.